Kirstine fik en lys idé - vil stoppe spild på sygehusene

Hvert år beder Region Sjælland medarbejderne komme med ideer, der kan forbedre hverdagen. Kirstine Skriver Carlsen fra Roskilde Hospital vandt årets konkurrence.

Når man spørger hende, så opfatter hun bestemt ikke sig selv om en Ole Opfinder-type. Men alligevel har lægesekretær Kirstine Skriver Carlsen to år i træk været med i Region Sjællands konkurrence blandt medarbejderne om at komme med ideer, der kan forbedre hverdagen.

Sidste år nåede hun frem til at være en af tre finalister - og i år er det hendes idé, der løber med sejren.

- Jeg tror, at alle får mange ideer, men det er måske ikke alle, der lige får sagt det videre, og så bliver det ved ideen. Når jeg får en idé, så forsøger jeg at få den bragt videre og ud i livet, siger Kirsten Skriver Carlsen til TV 2 Lorry.

Og nu er det en tanke om at reducere sygehusenes spild, hun kæmper for.

- Jeg har kun været i sygehusvæsenet i to år, og jeg er nok blevet lidt overrasket over, at de er, som de er - for man har tit den oplevelse, at hver afdeling er sin egen lille butik, selv om folk egentlig gerne vil det anderledes.

quote Alle får mange ideer - men det er måske ikke alle, der får dem bragt videre.

Kirstine Skriver Carlsen, lægesekretær.

Små ting kan udnyttes bedre

For nylig stødte hun på en besked fra en anden afdeling, som skrev, at de havde skiftet kopimaskiner og derfor havde toner til overs. De skrev, at hvis andre afdelinger havde de samme - gamle - kopimaskiner - så kunne de hente de overskydende farvepatroner - i stedet for at de gik til spilde.

- Så tænkte jeg, at det måtte man da kunne kunne sætte i system med alle de indkøb, som sygehusene foretager. Det behøver jo ikke kun være ambulancer og scannere, der får et nyt liv et andet sted - i for eksempel Afrika. Alle de små ting kan vi også udnytte bedre, forklarer Kirstine Skriver Carlsen.

Hun arbejder nu på at finde ud af, hvordan systemet skal indrettes, for hvis det skal virke, skal der udarbejdes en IT-løsning, der kan samle tilbud om overskydende materialer og varer på sygehusene.

- Men jeg er helt sikker på, at viljen er der - de ansatte vil gerne dele tingene med hinanden og sørge for, at der ikke er noget, der går til spilde, fortæller Kirstine Skriver Carlsen.

Kirstine Skriver Carlsen er oprindeligt uddannet tegnsprogstolk, men valgte for to år siden at skifte til sundhedsvæsenet og arbejdet som lægsekretær. Og ud over  det daglige arbejde, så har hun altså vist sig leveringsdygtig i gode idéer, som hun også gerne vil kæmpe for.

Brug fødderne!

Sidste år blev hun finalist i samme konkurrence med et forslag om, at de snore og knapper, der åbner døre på sygehusgangene skal erstattes med noget, man kan betjene med fødderne.

- Af hygiejniske årsager er det jo en fordel, hvis man ikke skal røre ved knapper og snore.  Og nu vil jeg da spørge til, om der bliver gjort noget ved det,  siger hun.

Konkurrencen hedder "Din idé tæller", og den er sat i søen af udvalget for Afbureaukratisering og Modernisering i Region Sjælland.

- Kampagnen tjener til at udbrede gode ideer, for derigennem at præge det daglige arbejde og gøre hverdagen lidt nemmere for alle ansatte. Medarbejderne er dem, der har viden om hverdagen. Det er dem, der kan se og mærke, hvad patienterne og de selv mangler, og hvor vi kan forbedre os, siger Egon Bo, formand for Udvalget for Afbureaukratisering og modernisering i Region Sjælland.

I Region Hovedstaden afvikles hvert år en lignende konkurrence. Nedenfor kan du læse historien om manden, der opfandt røntgenbuksen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik