I bizart forløb refunderer udskældt telt-firma kunder: Martin tog pavillon som gidsel

Flere familier har haft store problemer med teltudlejningsfirmaet luksusteltudlejning.dk, der ikke har leveret eksempelvis telte, borde og gulve som aftalt til konfirmationer. Nu får flere kunder endelig penge retur.

Frustration, uvished og manglende levering.

Teltudlejningsfirmaet luksusteltudlejning.dk har for flere af sine kunder skabt kaos og uro i forbindelse med kunders konfirmationsplanlægning.

Det kunne TV 2 Lorry fortælle i weekenden, hvor Lars Thygesen fra Søborg betalte 4.000 kroner i depositum for et festtelt, som aldrig kom. 

quote - Jeg er chokeret over, at det er så nemt at snyde folk.

Martin Kramath, Kunde hos luksusteltudlejning.dk

I flere tilfælde har firmaet heller ikke leveret eksempelvis borde, gulve og service som aftalt, og det har for mange af firmaets andre kunder skabt stor undren og frustration. 

Blandt andet hos kunde Martin Kramath fra Jyllinge.

- De (luksusteltudlejning.dk, red.) havde kun selve teltet med. Det var ikke et luksustelt. Der var ingen døre eller vinduer. Det mindede mere om et festivaltelt. Det var ikke rent, siger Martin Kramath og fortæller, at tre mænd fra firmaet ankom med teltet i en lejet kassevogn sent om aftenen.

- På det tidspunkt, de skulle sætte teltet op, var det mørkt. Det (teltet, red.) var ikke stroppet op rigtigt, og mange af stropperne var knækket, siger Martin Kramath og påpeger, at firmaet ikke havde en sækkevogn med til at slæbe tingene ud af varevognen, og at de kun havde et par stiger med.

Måtte tage telt som gidsel

Martin Kramath havde både bestilt telt, gulv, borde, stole, duge, service og en Slush ice-maskine til sin datters konfirmation, men det var altså kun teltet, der blev leveret.

Derfor kontaktede han udlejningsfirmaet og fortalte dem, at han gerne ville annullere ordren. 

Ifølge Martin Kramath bad han firmaet om at betale pengene retur, hvorefter han oplyste dem, at han havde politianmeldt firmaet.

Martin Kramath fortæller til TV 2 Lorry, at firmaet kom forbi for at hente teltet igen, men det ville Martin Kramath ikke udlevere, før han havde fået sin penge.

quote - Hvis der er nogle, som mener, de ikke har fået deres penge retur, så er de mere end velkomne til at skrive.

Luksusteltudlejning.dk

I stedet aftalte parterne, at Martin Kramath skulle have halvdelen af sit depositum på cirka 7.200 kroner tilbage, men da manden bag udlejningen af teltet tilsyneladende kun havde 3.000 kroner på sin konto, måtte han overføre det til Martin Kramath på MobilePay.

Og selvom Martin Kramath nu har fået en del af sine penge tilbage, har det været et stressende forløb.

- Jeg er chokeret over, at det er så nemt at snyde folk. Jeg ser ellers ikke mig selv, som en der bliver snydt, men der var nogle ting, som man skulle have undersøgt noget mere, siger Martin Kramath.

Vil udbetale alle penge tilbage

TV 2 Lorry har forsøgt at få en kommentar fra udlejningsfirmaet luksusteltudlejning.dk, men firmaet har ikke besvaret vores opkald.

I en mail oplyser en person fra virksomheden, der underskriver sig med Jonas A., dog følgende:

- Vi har bedt om kontooplysninger fra de kunder, som skulle have penge retur, og det har de også fået sendt retur. Jeg har også skrevet til dem, at de nok lander på deres konto i løbet af denne uge, skriver Jonas A. fra luksusteltudlejning.dk og uddyber:

- Hvis der er nogle, som mener, de ikke har fået deres penge retur, så er de mere end velkomne til at skrive.

Fortsat uvished fra kunder

Flere kunder har dog også fået alle deres penge retur.

Blandt andet kunderne Katja Gandrup fra Hedehusene og Pernille Würtz Bøhm fra Hvalsø.

De havde begge indbetalt depositum på henholdsvis 5.000 og 5.500 kroner til luksusteltudlejning.dk, men efter skepsis og problemer med manglende levering ønskede de at få udbetalt depositum. Det beløb har de modtaget nu.

Der er derimod andre kunder, som TV 2 Lorry har talt med, der endnu ikke har modtaget sine penge.

Efter en noget amputeret levering, hvor der blandt andet manglede en masse stole, ønskede Betina Nikolajsen fra Slangerup også at få sine penge retur.

I skrivende stund har hun endnu ikke modtaget sine penge, men hun har sendt kontooplysninger til firmaet.

Det samme har kunde Martin Maleshyn også oplevet. Han afventer, at få sit depositum tilbage.

Lignende episode - anden hjemmeside

TV 2 Lorry har også talt med kunde Michelle Salomon fra Nordsjælland, der heller ikke modtog det, hun skulle. 

Hun har blandt andet bestilt et telt fra partyrental.dk - en hjemmeside, der nærmest er helt identisk med luksusteltudlejning.dk.

- Der kommer et telt, og det er et forkert telt, der er i dårlig stand, siger Michelle Salomon, der blandt andet også skulle have modtaget gulv, stole og duge.

Michelle Salomon fortæller til TV 2 Lorry, at hun føler sig uretfærdigt behandlet, og at hun vil høre firmaet, om hun kan få sine penge tilbage.

Det er på nuværende tidspunkt ikke muligt at tilgå hjemmesiden luksusteltudlejning.dk eller partyrental.dk.

Klikker man ind på førstnævnte side, mødes man af denne besked - og intet andet:

"Vi har desværre haft nogle fejl og mangler i firmaet, hvorfor det er gået galt med cirka 15 procent af vores kunder. Vi har 85 procent tilfredshed, men dem hører man selvfølgelig ikke fra. Vi kan dog garantere, at alle de kunder, som ikke har fået vores service og ydelse, modtager deres penge retur hurtigst muligt."

I videoen nedenfor kan du høre kunde Lars Thygesens oplevelse med firmaet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik