Fra i dag skal over 800.000 borgere benytte nyt akuttelefonnummer

Lørdag blev Region Sjællands nye akuttelefon taget i brug. Nummeret samler seks tidligere akuttelefoner under ét nummer.

1818.

Det er telefonnummeret, Region Sjællands flere end 800.000 indbyggere fremover skal ringe til, hvis de akut har brug for at komme i kontakt med lægevagten, skadestuen eller den psykiatriske akutmodtagelse.

Lørdag blev den nye akuttelefon efter adskillige måneders planlægning taget i brug. Nummeret samler de seks gamle og forskellige telefonnumre, der tidligere har været på akutområdet i Region Sjælland.

- Borgerne skal kunne føle sig sikre og trygge ved, at man har et tilbud uden for de praktiserende lægers åbningstid, siger Trine Holgersen, der er direktør for enheden Det Nære Sundhedsvæsen i Region Sjælland.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Disse numre erstattes af 1818

I stedet for disse numre skal man nu ringe til 1818:


  • Akuttelefonen: 70 15 07 08


  • Lægevagten: 70 15 07 00


  • Sundhedsrådgivningen: 70 20 42 22


  • Psykiatrisk akutmodtagelse Roskilde: 58 53 75 00


  • Psykiatrisk akutmodtagelse Slagelse: 58 53 64 20


  • Psykiatrisk akutmodtagelse Vordingborg: 58 53 70 30


Hvis man efter 1. oktober 2022 ringer til et af de akutnumre, der udgår, vil man få besked fra en telefonsvarer, at du i stedet skal ringe 1818.



Kilde: Region Sjælland

Har fået en rimelig start

I Region Hovedstaden har man allerede indført et akutnummer - nemlig 1813.

Her har akuttelefonen dog haft en omtumlet tilværelse, som blandt andet har budt på lange svartider i telefonen for borgerne, når de skulle have hjælp. Siden har regionen dog tilført ekstra ressourcer i håb om at rette op på problemerne.

I Region Sjælland er dag ét dog gået fint på dét område ifølge direktøren for Det Nære Sundhedsvæsen:

- I dag har vi haft en gennemsnitlig ventetid på 12 minutter. Det synes vi er rimeligt på dagen, hvor man går i luften, siger Trine Holgersen.

Det kan dog ikke udelukkes, at der kan blive udfordringer på et senere tidspunkt.

- Ingen kan udstede garantier i sundhedsvæsenet for ventetider i al almindelig. Men der arbejdes målrettet i hele vores lægevagt på at sikre, at borgerne kan komme til, siger Trine Holgersen.

Ifølge Trine Holgersen, der er direktør for enheden Det Nære Sundhedsvæsen i Region Sjælland, er dag ét med den nye akuttelefon gået godt.
Ifølge Trine Holgersen, der er direktør for enheden Det Nære Sundhedsvæsen i Region Sjælland, er dag ét med den nye akuttelefon gået godt.
Foto: Pressefoto - Region Sjælland

Spurgte flere end 1.000 borgere

Det nye akuttelefonnummer blev faktisk besluttet tilbage i april måned af et enigt regionsråd, men kan først indfases om en måned.

I forbindelse med beslutningsprocessen modtog 1.001 borgere i regionen et spørgeskema, som har været med til at belyse borgernes ønsker i forhold til det nye akutnummer.

Her pegede hele 78 procent af de adspurgte på 1818 som den bedste løsning.

Overgangen til 1818 sker samtidig med, at Region Sjælland overtager hele driften af lægevagten fra Praktiserende Lægers Organisation.

Det betyder, at når man fra i dag kontakter lægevagten, vil både læger, sygeplejersker og særligt uddannede ambulancebehandlere være klar til at hjælpe.

Lægevagten har ligesom i dag åben, når ens egen læge har lukket.

Og så er det desuden vigtigt at understrege, at hvis man står i en akut og livstruende situation, skal man fortsat ringe 112.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik