Borgere har været med til at bestemme: Her er det nye regionale akutnummer

Skal du i kontakt med lægevagten, skadestuen, psykiatrisk skadestue eller anden sundhedsfaglig rådgivning i Region Sjælland, så er det fra den 1. oktober på et nyt firecifret nummer.

1818. Sådan lyder det nye fælles telefonnummer til akutområdet i Region Sjælland.

Det har et enigt regionsråd tirsdag besluttet.

- Jeg er glad for og ser frem til, at det bliver nemmere at komme i kontakt med sundhedsvæsenet, når du som borger har akut brug for hjælp, siger Susanne Lundvald, formand for Det Nære Sundhedsudvalg i Region Sjælland i en pressemeddelelse.

I forbindelse med beslutningsprocessen modtog 1001 borgere i regionen et spørgeskema, som har været med til at belyse borgernes ønsker i forhold til det nye akutnummer.

Her pegede hele 78 procent på 1818 som den bedste løsning.

- Det har været vigtigt at høre borgerne, da vi gerne vil have et nummer, som er let at huske, og som er godt at trykke på telefonen, siger Susanne Lundvald.

Overgangen til 1818 sker samtidig med, at Region Sjælland overtager hele driften af regionens lægevagt fra de Praktiserende Lægers Organisation (PLO).

Borgerne vil blive kontaktet direkte om det nye nummer via Digital Post eller med brev, hvis man ikke har Digital Post.

Ringer man forkert i den første tid efter overgangen til det nye nummer, vil du som borger blive mødt af en telefonsvarer, der fortæller, hvilket nummer du i stedet skal henvende dig på.

- Det nye akutnummer gør det nemmere med én indgang, men det er vigtigt at understrege, at hvis der opstår livsfare, alvorlig akut skade eller sygdom, skal du fortsat ringe 112, siger Susanne Lundvald.

1818 træder først i kraft den 1. oktober.

Regionsrådet kunne vælge mellem 1814, 1817 og 1818, som lever op til flere kriterier såsom at være læsbart for svagtseende.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik