Anklager i Atea-sag: De kunne ikke stå for fristelsen

Andre selskaber og skatteyderne er taberne i den store bestikkelsessag hos it-selskabet Atea, siger anklager.

På en solrig søndag indleder specialanklager Jørn Thostrup fra Bagmandspolitiet i Retten i Glostrup sin procedure mod syv anklagede personer i en af Danmarkshistoriens største bestikkelsessager. 

På anklagebænken sidder blandt andre den tidligere it-chef og it-direktør i Region Sjælland samt tidligere topfolk fra it-selskabet Atea, der solgte for store beløb til netop regionen. 

De er anklaget for at have ydet og modtaget bestikkelse i form af dyre rejser og middage på nogle af Danmarks bedste restauranter.

Har ikke kunnet modstå fristelsen

Alle fire tiltalte nægter sig skyldige.

- Det er min opfattelse, at afhøringer af tidligere ansatte i Atea viser, at de var meget engageret i deres arbejde, siger Jørn Thostrup søndag i retten.

- Men selv om de alle utvivlsomt har været hårdtarbejdende, så er målet om at øge omsætningen kommet til at hellige midlet, siger han og fortsætter om de offentligt ansatte:

- De tidligere ansatte i regionen har ikke kunnet modstå fristelsen til at misbruge midler.

- Det var en gunstig situation for Atea, der kunne være sikre på at have de tiltalte fra regionen tæt på sig. Personer, der var afgørende for regionens indkøb. Og det var en mulighed for de offentligt ansatte for at forsøde deres tilværelse, siger han.

Men der var også tabere, fremhæver Jørn Thostrup i proceduren:

- Andre selskaber har ikke kunnet være sikre på, at der blevet konkurreret på en fair måde. Og alle skatteydere har ikke kunnet være sikre på, at deres penge er blevet brugt bedst muligt.

Dyre restaurantbesøg og luksusrejser

Sagen begyndte i 2014, hvor Atea fik ny direktør. Han blev opmærksom på, at en konto med regionens penge hos Atea blev brugt til at invitere topfolk fra regionen på rejser til blandt andet Las Vegas og Dubai. 

Der var også indbudt til dyre restaurantbesøg.

Det ledte til en politianmeldelse, der altså nu er endt i en anklage mod syv personer og selskabet Atea.

- Det er min opfattelse, at der var en vis selvransagelse under grundlovsforhøret af flere af de tiltalte, siger Jørn Thostrup.

- Tidligere it-chef i Region Sjælland (navn udeladt, red.) udtalte, at turen til Dubai ikke var stueren, og it-direktør (navn udeladt, red.) sagde noget lignende, og at han selv burde have betalt for turen, der var privat, siger han.

- Anklagemyndigheden er enig, med den tilføjelse, at det også var strafbart.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik