3.500 "dybt bekymrede" sygeplejersker sender åbent brev til regionsråd

Sygeplejerskernes fællestillidsrepræsentanter i Regions Sjælland forsøger nu at råbe politikerne op om sygeplejerskernes dårlige arbejdsvilkår, der også rammer patienterne.

Selvom den ellers historisk lange sygeplejerske-strejke med ét blev stoppet af et lovindgreb tilbage i august, så ser det ikke ud til at afholde sygeplejerskerne i fortsat at protestere ved brug af andre midler.

For nu forsøger sygeplejerskernes fællestillidsrepræsentanter nemlig at råbe politikerne op om sygeplejerskernes og patienternes dårlige forhold i et åbent brev til Regionsrådet i Region Sjælland.

Brevet - som TV 2 Lorry har læst - er skrevet af sygeplejerskerne fællestillidsrepræsentanter, som repræsenterer de cirka 3.500 medlemmer, der arbejder på Region Sjællands sygehuse og i Psykiatrien.

- Vi skriver, fordi vi er dybt bekymrede. Vi er både bekymrede for sygeplejerskerne og for patienterne i Region Sjælland. Fremtiden ser mere end dyster ud, hvis der ikke med det samme bliver gjort en indsats for at få regionens sygeplejersker til at blive og for at rekruttere sygeplejersker til de mange ledige sygeplejerskestillinger i Region Sjælland, står der blandt andet i brevet.

I brevet opfordrer de til en lokal indsats for at forhindre et sygehusvæsen i Region Sjælland i frit fald. I den forbindelse spørger sygeplejersken til, hvordan det går med rekrutteringen.

- Da regionsrådet i 2017 konstituerede sig, var et af fokusområderne arbejdsmiljø og rekrutteringsudfordringer for regionens sygehuse. Det forlød, at man ville lytte til de ansatte og deres faglige organisationer for at skabe en attraktiv region, som potentielle medarbejdere gerne vil søge til. Hvordan går det med det?

Arbejdsmiljøet er presset helt ud over kanten

Kvinderne bag brevet mener desuden, at forholdene på regionens sygehuse og i Psykiatrien  mange steder er chokerende. 

De beretter om, at vagtplanerne ikke hænger sammen til trods for, at sygeplejerskerne udviser fleksibilitet.

Overbelægning, dobbeltvagter, inddragede fridage, utilstrækkelig tid til oplæring af nyansatte og nyuddannede, og ansvar for alt for mange patienter er hverdagskost mange steder, skriver de. 

- Det urimelige arbejdsmiljø på sygehusene og i Psykiatrien medfører sygemeldinger på grund af stress og har også fået en del sygeplejersker til at søge væk. Mange har endda søgt ud af faget, og endnu flere overvejer at gøre det. Og det kniber med at få besat de ledige stillinger, for op imod hvert andet opslag fører ikke til ansættelse af en sygeplejerske. Det er jeres ansvar at forbedre arbejdsmiljøet, så vi sammen kan sikre et sundhedsvæsen, vi kan være bekendt, står der i brevet. 

Fatale konsekvenser

Ifølge skribenterne er sygeplejerskemanglen skyld i, at der sker flere fejl på sygehusene. 

- Indlæggelsestiden bliver forlænget unødigt, og mennesker dør, fordi der ikke er sygeplejersker nok. På nogle afdelinger efterlades patienterne uden sygeplejersker efter kl. 15. Hvordan skal ufaglærte vikarer kunne påtage sig en sygeplejerskes ansvar og dermed have ansvar for patienternes liv? 

- Mange patienter udskrives også alt for tidligt til en primærsektor, der endnu ikke er gearet til den allermest komplekse sygepleje. Patienter og borgere er de store tabere. Men det får også endnu flere sygeplejersker til at overveje andre karriereveje, for de kan simpelthen ikke leve med, at patientsikkerheden er i fare, skriver de i brevet.

Lyt nu til os 

Brevet bliver afrundet med en direkte opfordring til politikerne om at blive hørt.

- Vi anmoder med dette brev om at I, de ansvarlige for Region Sjællands Sygehuse, lytter til os. Det er os, der kender hverdagen på sygehusene og i Psykiatrien. Hvor der er vilje, er der en vej. Hvis I vil sikre, at Region Sjælland kan fastholde og rekruttere sygeplejersker, så må I sikre dem en ordentlig løn. 

- En lønforbedring vil sætte en positiv spiral i gang: Flere sygeplejersker vælger at blive, og det bliver lettere at rekruttere sygeplejersker. Det betyder flere sygeplejersker på sygehusene, hvilket forbedrer arbejdsmiljøet. Derfor siger vi: Mere i løn = flere sygeplejersker!

- Vi vil meget gerne tale med jer om den kritiske situation. Det håber vi, at I vil gøre, når vi afholder en demonstration foran Regionrådshuset den 1. november kl. 15-16. Grib muligheden for at se problemerne – og os – i øjnene.

Brevet er underskrevet af fem af sygeplejerskernes fællestillidsrepræsentanter på henholdsvis Holbæk Sygehus, Nykøbing Falster Sygehus, Psykiatrien vest, Sjællands Universitetshospital Roskilde, Sjællands Universitetshospital Køge og Slagelse Sygehus.

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik