Ultralave renter: 50.000 boligejere misser gylden chance

Tusindvis af danske boligejere misser gylden chance for at spare penge på deres boliglån, mener økonomer.

Op mod 50.000 boligejere lægger ikke deres lån om inden fredag, selvom det ville være en god forretning, vurderer økonomer.

- Efter fristen fredag vil der være mellem 40.000 og 50.000 boliglån, der med fordel kunne være konverteret, men som ikke er blevet det, siger seniorøkonom i Nykredit Jeppe Borre og peger på, at boligejerne har travlt, hvis de vil nå det.

Hos Nordea vurderer man, at det muligvis er endnu flere, der misser chancen fredag.

- De 50.000 boligejere er måske oven i købet en anelse i underkanten. Det er et mønster, vi har set tidligere. Derfor er jeg er ikke overrasket over, at mange ikke lægger lånet om, selvom det ofte ville give en økonomisk gevinst, siger boligøkonom i Nordea Lise Nytoft Bergmann.

Om årsagen siger hun, at der formentlig er en del, der gambler.

- En af forklaringerne kan være, at der blandt de 50.000 boligejere sidder nogen og venter på, at renten skal længere ned. Men det eneste , vi ved er, at det ikke er særlig nemt at spå om renten. Derfor anbefaler vi, at man tager stikket hjem, når der er mulighed for en god konvertering, siger hun.

Det er især boligejere med en fast rente på 3,5 procent eller derover, der skal overveje at lægge boliglånet om. Desuden har rentefaldene efter det britiske EU-nej også gjort det attraktivt at omlægge for mange med et boliglån på tre procent.

​- Det seneste rentefald som følge af brexit har betydet, at en nedkonvertering nu også taler til en gruppe af boligejere med fastforrentede lån på tre procent, nemlig de boligejere, der har en restgæld på mindst 1,5 millioner kroner, siger seniorøkonom i Nykredit, Jeppe Borre.

Fordelen ved at omlægge boliglån i øjeblikket er, at boligejerne får en lavere månedlig ydelse samtidig med at de kommer til at afdrage mere på lånet løbende.

Ulempen ved at omlægge et boliglån er, at der er omkostninger ved omlægningen, ligesom der er et kurstab på boligobligationen.

- Men det indhentes altså inden for en ganske overskuelig årrække af netop den lavere ydelse og det højere afdrag. Og hvis renterne stiger, så falder restgældsværdien også mere med det nye lån, siger Jeppe Borre.

Økonomen peger på, at boligejerne muligvis stadig vil have chancen for at omlægge til en meget lav rente, hvis de ikke når det fredag, da der er en ny opsigelsesfrist tre måneder senere.

Man kan nemlig også opsige sit boliglån efter fristen på fredag. Gør man det, er det dog dyrere i omkostninger at 'låse' kursen på boligobligationen.

- Den anden mulighed er, at vente til vi nærmer os den næste frist om tre måneder. Da er risikoen dog, at kursen på obligationen falder, så det ikke længere er så attraktivt, siger han.

Der er opsigelsesfrist på fastforrentede boliglån hver tredje måned. Fordelen ved at opsige et boliglån tæt på opsigelsesfristen er, at det er billigere at låse kursen på boligobligationen des tættere man er på opsigelsesfristen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik