TV 2 Lorry - og seerne - vinder en pris

Hver onsdag kan man deltage i TV 2 Lorrys redaktionsmøder på Facebook. Det har mediehuset vundet en pris for, som blev overrakt ved en ceremoni torsdag aften.

Når klokken er 09.15 sætter TV 2 Lorrys journalister og redaktører sig klar ved mødebordet for at diskutere dagens historier og muligheder. Der skal produceres til dagens TV-udsendelser, til hjemmesiden og til Facebook.

quote Vi var ekstremt spændte, da vi sendte de første redaktionsmøder på Facebook, for vi vidste ikke helt, hvad der ville ske.

Ninna Kokholm, TV 2 Lorrys nyhedschef

Og hver onsdag bliver seerne og brugerne inviteret til at deltage, når mødet sendes direkte på Facebook. Her kan man komme med forslag og tip til redaktionen – og ofte bliver ideerne diskuteret med det samme på redaktionsmødet.

Den form for seerinddragelse er så nyskabende og utraditionel, at TV 2 Lorry i aftes modtog en pris, da TV-organisationen CIRCOM holdt sin årlige kongres. 

Facebook Live var ukendt vand

CIRCOM er foreningen for europæiske regional-TV-stationer, som TV 2 Lorry også er medlem af, og hvert år holder de en konkurrence for medlemmerne, hvor man premierer fremragende nyhedsudsendelser og dokumentarer fra hele Europa.

Som noget nyt valgte CIRCOM i år at oprette en ny konkurrencekategori, der handler om nyhedsprogrammer og seerinddragelse. Det er den, TV 2 Lorry har vundet.

quote Vores ambition er, at vi bliver ved med at udvikle koncepter, som inddrager vores seere – det skal jo netop gerne være deres TV 2 Lorry.

Ninna Kokholm, TV 2 Lorrys nyhedschef

Konferencen holdes på skift rundt om i Europa. Men i år afvikles den på atlanterhavsøerne Azorerne, og TV 2 Lorrys nyhedschef Ninna Kokholm er inviteret til at deltage for at kunne hente stationens trofæ og præmie hjem.

-Vi var ekstremt spændte, da vi sendte de første redaktionsmøder på Facebook, for vi vidste ikke helt, hvad der ville ske. Men seerne tog godt i mod det og fra starten var der mange, der deltog aktivt. De kom med forslag og tip fra deres lokalområder, og en hel del af dem var historier, som vi satte i gang og sendte, forklarer Ninna Kokholm.

 Tip fra dig er fantastisk

TV 2 Lorry har valgt at skilte tydeligt med det, når det er seernes og brugernes historier, der kommer i TV eller på nettet. De bliver forsynet med et stort skilt ”Tip fra dig”, står der.  Og det ligger i tråd med TV 2 Lorrys målsætning om, at det vi producerer skal være vigtigt for seerne i deres daglidag.

-Derfor er det fantastisk, at vi får input fra vores seere og brugere, når vi åbner redaktionsmøderne. De fortæller os, hvad de går op i, og hvad der er vigtigt for dem, der hvor de er. På den måde håber vi, at det vi laver netop bliver vigtigt for folk, der følger os, forklarer Ninna Kokholm.

Det er hende, der skal fragte trofæet hjem fra Circom-konferencen. 

- Men det er ikke kun TV 2 Lorry, der har vundet den her pris. Det er lige så meget vores seere, brugere og læsere, fordi de bidrager til vores platforme med tips og historier. Og vores ambition er, at vi bliver ved med at udvikle koncepter, som inddrager vores seere – det skal jo netop gerne være deres TV 2 Lorry, fastslår hun.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik