Tog-kaos efter sne, sne og mere sne

DSB melder om S-togs-forsinkelser resten af dagen.

S-togene kører kun hvert 20. minut. DSB kan ikke køre regionaltog mellem Roskilde, Køge og Næstved. Og i nat blev omkring 100 passagerer fanget i et tog på Sjælland i seks timer.

Sådan lyder meldingen fra DSB søndag morgen, efter at der er faldet store mængder sne siden lørdag eftermiddag. Og snevejret kommer til at påvirke togtrafikken resten af dagen søndag, lyder det fra DSBs trafikinformationschef Tony Bispeskov.

- S-togene kører kun hvert 20. minut på linje A, B, C, og sådan vil det være resten af dagen. Vi vil til gengæld sørge for at gøre togene så lange som muligt. Vi kan slet ikke køre S-tog mellem Farum og Hareskov, men vi har indsat togbusser på den strækning, siger Tony Bispeskov til TV 2 Lorry og fortsætter:

- I øjeblikket kan vi heller ikke køre regionaltog mellem Roskilde, Køge og Næstved. Det er den strækning, der kaldes 'Lille Syd'. Prognosen lyder på, at vi kan igen omkring midnat.

Han oplyser, at den nationale togtrafik mellem København og resten af Danmark generelt vil blive ramt af forsinkelser - i mange tilfælde på op til to timer.

Natten til søndag blev et tog fanget mellem faldende køreledninger og træer, og cirka 100 kunder har derfor tilbragt seks timer i toget mellem stationerne i Borup og Viby Sjælland.

- Det er et enkeltstående tilfælde, hvor Banedanmark skulle ud og lave en masse arbejde. Vi sørgede for, at kunderne var informerede, og vi gav dem vand og chokolade, og hvad de nu havde brug for. Men det er lang tid at sidde i et tog, siger Tony Bispeskov til TV 2 Lorry.

Det har i det hele taget været en travl nat for Banedanmark, lyder det.

- De har skullet fjerne alle de her træer, der har lagt sig ned over skinnerne, men også køreledningerne. Toget i Borup har givet en masse arbejde, siger Tony Bispeskov til TV 2 Lorry.

Han siger, at det ikke tyder på, at vejret får nogen konsekvenser for den travle morgentrafik mandag. Han kan dog ikke udelukke, at myldretrafikken mandag også bliver ramt.

- I øjeblikket har vi plusgrader, og så forsvinder sneen hurtigt. Men bliver det koldere, hvis vi får 5-10 minusgrader kombineret med vind og sne, så er sporskiftene udsatte. Det kan give problemer, men i så fald går vi ud og fortæller kunderne, hvad vi gør. Det er en del af vores vinterberedeskab.

Bedt om at opsummere på den trafikale situation for DSB, siger han:

- Vi er på vej tilbage mod normalsituationen. Hold øje med rejseplanen.

DSB opfordrer søndag alle kunder til at konsultere rejseplanen enten på internettet eller på telefon.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik