Tørke får naturbrandfaren til at stige: Nu advarer beredskabet

Sol, sol og atter sol. Årets forårsvejr har vist sig fra den pæne side, men med solen kommer tørken, og giver dybe panderynker hos Hovedstadens Beredskab.

Den danske natur tørster.

Det ses tydeligt i tørkeindekset, som har været støt stigende de seneste uger, og ifølge TV 2 er Danmark lige nu et af de tørreste steder i hele Europa med et tørkeindeks, der lige nu er på 8.9.

Tørken får også naturbrandfaren til at stige.

Derfor advarer Hovedstadens Beredskab, der kommer med en række opfordringer.

- I første omgang skal man være opmærksom på, at der er meget ude i naturen, der er ved at være tørt. Det gælder både henkastet vegetation, som eksempelvis grene, men også levende vegetation som for eksempel græs, sigeroperationschef i Hovedstadens Beredskab Tim Ole Simonsen til TV 2 Lorry.

Husk vand

Han forklarer, at det særligt er ukrudtsbrændere, der er den store synder, når det kommer til brænde i det fri. Den bliver gerne brugt til at komme af med vegetation der, hvor plæneklipperen ikke kan nå. Men det kan få alvorlige konsekvenser, hvis ikke man tager sine forholdsregler, lyder det.

- Vores opfordring kan skærpes til at spørge, om det overhovedet er en god ide at bruge ukrudtsbrænderen. Og synes man det, så skal man sørge for at have vand i nærheden og holde godt øje med området en halv time eller en time efter, man har brugt ukrudtsbrænderen.

Men det er ikke kun havefolket, der skal tænke sig om en ekstra gang, inden de bruger åben ild i naturen. Tim Ole Simonsen har også en opfordring til de rygere, der ikke altid har et transportabelt askebæger på sig.

- Det andet er henkastede cigaretter. Her er opfordringen, at man slukker cigaretten helt. Og gør man det ordentligt, så er der ingen grund til at smide den i naturen, men derimod i skraldespanden. Dermed undgår man også at bidrage med mere plastik i naturen.

Operationschefen kalder det i øvrigt et misforstået hensyn, at folk hellere vil smide deres cigaretskodder i naturen end i skraldespanden.

- Der skal meget til, før man antænder en skraldespand, da der ofte ligger våde ting som madvarer og drikkevarer i. Og så vil vi egentlig hellere have ild i en skraldespand end i naturen.



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik