Styrelse advarer mod farligt fyrværkeri: Affyr ikke disse!

Sikkerhedsstyrelsen har ved en kontrol fundet ulovligt fyrværkeri, der er solgt til forbrugerne som lovligt fyrværkeri.

- Hvis man har købt dem her, og der står 2016 på dem, så skal man under ingen omstændigheder affyre dem. Vi advarer ikke for at være regelryttere - vi advarer, fordi det er farligt.

Så kontant lyder meldingen fra Sikkerhedsstyrelsens kommunikationschef Mette Cramon, når det gælder en advarsel, styrelsen har sendt ud nytårsaftensdag.

quote Vi anbefaler, at man returnerer fyrværkeriet, enten hvor man har købt det eller på en kommunal genbrugsplads.

Mette Cramon, Sikkerhedsstyrelsen

I en pressemeddelelse advarer styrelsen mod fyrværkeribatterierne Blackout8 og 6 Best Possible fra J Fireworks. Advarslen gælder batterier med produktionsår 2016.

Fyrværkeribatterierne er ulovligt sammenluntede, så de udgør et stort fyrværkeribatteri fremfor flere små. De sammenluntede batterier er ulovlige, og kan være farlige, da de indeholder store mængder krudt. 

Sikkerhedsstyrelsen har fundet de ulovlige batterier til salg hos Krudtteltet, som har flere salgssteder i hovedstadsområdet - blandt andet en stor butik ved Svanemøllen på Østerbro.  

- Vi kan ikke udelukke, at der kan være andre steder end Krudtteltet, hvor det er solgt. Derfor er det vigtigt, at forbrugerne kigger på, hvilket fyrværkeri de har, og hvilket produktionsår der står på indpakningen, siger Mette Cramon til TV 2 Lorry. 

Sikkerhedsstyrelsen opfordrer 'indtrængende' forbrugerne til at levere batterierne tilbage.

- Vi anbefaler, at man returnerer fyrværkeriet, enten hvor man har købt det eller på en kommunal genbrugsplads, lyder det fra Mette Cramon.

Opfordringen er hermed givet videre. 

 
 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik