Der er stor forskel på din risiko for at blive involveret i en ulykke, alt efter hvor i landet du hopper på cyklen eller sætter dig bag rettet.
Vejdirektoratet har sammenlignet trafikulykkerne i alle landets politikredse for 2016.
Og særligt én landsdel i Lorrys område kan sænke skuldrene en smule.
Forskel fra nord til syd
Nordsjællænderne er nemlig de bedste i landet til at undgå ulykker.
Her udgjorde befolkningsandelen i 2016 10,3 %, men området tegnede sig kun for 6,6 % af landets ulykker.
I den uheldige ende af statistikken ligger derimod Syd- og Sønderjyllands politikreds, som udgjorde 7,7 % af befolkningen, men lagde asfalt til hele 10,7 % af trafikulykkerne.
Alle Lorrys politikredse ligger faktisk under landsgennemsnittet.
Overordnet set er antallet af ulykker med dræbte og tilskadekomne steget med én procent fra 2015 til 2016. Før det havde vi ellers en årrække med et faldende antal, og samlet set er antallet faldet med 8 procent siden 2012.
Flest bløde trafikanter
Derudover er der også stor forskel på, om trafikanterne sidder bag rat eller styr, når de kommer til skade.
I Københavns Politikreds var kun 20 % af de dræbte eller tilskadekomne i bil - mens bilisterne tegner sig for over halvdelen i flere jyske politikredse.
Tendensen er, at politikredse med storbyer har flere ulykker med cyklister og fodgængere.
Læs mere om ulykkerne i din politikreds
Midt- og Vestsjællands politikreds
Nordsjællands politikreds
Københavns politikreds
Københavns Vestegns politikreds
- Jeg håber, at den samlede ulykkesrapport for alle landets politikredse vil være et værktøj for både kommuner og politi til at kunne tilpasse de trafiksikkerhedsmæssige indsatser til de udfordringer, der er i netop deres politikreds, siger Marianne Foldberg Steffensen, der er leder af Vejdirektoratets afdeling for trafiksikkerhed i en pressemeddelelse.