I Nordsjælland skal der ved Dronningens Bøge i Gribskov og i Jægersborg Hegn skabes lysåbne arealer med gamle træer og masser af dødt ved på jorden. Herefter skal eghjorte fra Sverige, både larver og biller, sættes ud i områderne.
Ved at sprænge træer i stedet for at fælde dem ser det både mere naturligt ud, og stammerne nedbrydes hurtigere, hvilket er optimalt for eghjorte-larverne, der kræver masser af fugtigt, dødt træ at gnave sig i gennem.
- Eghjorten er ligesom bæveren forsvundet fra den danske natur, og Danmark er via Bern-konventionen forpligtet til at forsøge at øge biodiversiteten. Derfor har vi udsat bævere, og derfor vil vi efter planen til sommer udsætte eghjorte, siger naturvejleder Anne Johannisson, Naturstyrelsen Nordsjælland, til Frederiksborg Amts Avis.
Vil man overvære sprængningen, skal man møde op på fredag den 21. december klokken 10.30 på p-pladsen på Storkevadsvej/Gillelejevej. P-pladsen ligger små 500 meter nord for Skovenhedens kontor, Gillelejevej 2B, 3230 Græsted. Herfra går man i samlet flok til sprængningsstedet, hvor træet bliver sprængt på et tidspunkt mellem klokken 11 og 12 - med en stor sikkerhedsafstand til skovgæsterne.