Socialdemokrat melder sin kandidatur: Jeg er Sophie Hæstorps arvtager

Den nuværende gruppeformand for Socialdemokratiet i Region Hovedstaden, Lars Gaardhøj, går efter posten som regionsrådsformand og melder sin kandidatur.

Region Hovedstaden skal have ny regionsrådsformand efter næste års valg, når den nuværende formand, Sophie Hæstorp Andersen (S), skifter til kommunalpolitik og går efter overborgmesterposten i Københavns Kommune.

Og lykkes det Socialdemokratiet at holde fast i formandsposten ved valget i november næste år, så tyder meget på, at den næste regionsrådsformand hedder Lars Gaardhøj.

Over for TV 2 Lorry annoncerer den nuværende gruppeformand, at han stiller op til posten som spidskandidat for partiet. Her vil han arbejde for en fortsat fri og lige adgang til sundhedsvæsenet for borgerne.

- Det er min vision, at vi fortsat skal have verdens bedste sundhedsvæsen. Det må aldrig være pengepungen, der skal afgøre, om en patient kan få den bedste behandling. Det vil fortsat være en af mine mærkesager, siger han.

quote Jeg tør godt lægge hovedet på blokken og sige, at der ikke kommer en anden kandidat

Lars Gaardhøj (S)

Selvom andre håbefulde partifæller kan melde sin kandidatur frem til årsskiftet, inden Socialdemokratiets spidskandidat til regionsrådsformandsposten endeligt afgøres i starten af det nye år, så forventer Lars Gaardhøj ikke at få modstand.

- Jeg tør godt lægge hovedet på blokken og sige, at der ikke kommer en anden kandidat, siger han.

Tung arv at løfte

Får den 46-årige gruppeformand ret, bliver det op til den – i den brede befolkning – relativt ukendte regionspolitiker at løfte arven fra Sophie Hæstorp Andersen.

Selv påpeger han, at en sådan arv vil være tung at løfte, ikke mindst fordi der for den næste regionsrådsformand i Region Hovedstaden venter en stor udfordring ved navn corona og dens efterskælv.

- Vi står midt i en alvorlig sundhedskrise, som også vil række ind i 2021 og 2022. Først skal vi have overvundet den og så vaccinere tusinder og atter tusinder. Herefter står vi med en kæmpe genopretningsopgave, og det kræver erfaring er stå i spidsen for den proces. Den erfaring har jeg, siger Lars Gaardhøj til TV 2 Lorry.

Den nyerklærede kandidat påpeger, at han som budgetpennefører – i samarbejde med Sophie Hæstorp Andersen – ved de seneste syv budgetter og som konstitueringsforhandler ved de seneste to regionsrådsvalg har solid erfaring med den politiske gang på regionsrådsgangene i Hillerød.

Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S), hvis arv Lars Gaardhøj ser ud til at skulle forsøge at løfte.
Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S), hvis arv Lars Gaardhøj ser ud til at skulle forsøge at løfte.
Foto: Thomas Lekfeldt og Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Kommentator: Sælger nok ikke vildt mange billetter

Ender det med - som noget altså kunne tyde på - at Lars Gaardhøj bliver Socialdemokratiets spidskandidat, er det ikke overraskende, mener Kristian Madsen, politisk kommentator hos Politiken. 

Gaardhøj har længe været favoritten til at tage over efter Hæstorp, mener han.

- Han har i en årrække været Hæstorps wingman og bagmanden bag mange af de forlig, der er blevet indgået. Som gruppeformand har han styret den politiske proces i en årrække, siger Kristian Madsen til TV 2 Lorry.

Spørgsmålet er dog, om den forholdsvis ukendt Lars Gaardhøj er kendt nok af den brede offentlighed til at styre Socialdemokratiet til endnu en valgperiode med regionsrådsformandsembedet.

Ved Regionsrådsvalget i 2017 fik Lars Gaardhøj 2.709 personlige stemmer.

quote Han er jo helt åbenlyst ikke en særlig kendt politiker, og det bliver hans udfordring

Kristian Madsen, politisk kommentator

Det er væsentligt færre end den afgående formand, Sophie Hæstorp Andersen, som med 60.162 var den helt store stemmesluger ved valget. Venstres spidskandidat, Martin Geertsen, fik 23.754 stemmer ved samme valg.

- Han er jo helt åbenlyst ikke en særlig kendt politiker, og det bliver hans udfordring. Omvendt er regionsrådspolitik ikke det mest sexede job, og her er politikerne ofte relativt ukendte. Vælgerne skal nok komme til Socialdemokratiet, men det bliver vigtigt for Lars Gaardhøj, at han ikke lader sig køre over på valgnatten af for eksempel Venstres Martin Geertsen, som alt andet lige er mere kendt, siger Kristian Madsen.

Siden tilblivelsen i 2007 har Region Hovedstaden været ledet af regionsrådsformænd fra Socialdemokratiet. Inden Sophie Hæstorp Andersen satte sig i stolen efter valget i slutningen af 2013, var Vibeke Storm Rasmussen regionens formand fra 2007 til 2014.

Midtsøgende socialdemokrat med et årtis erfaring

Lars Gaardhøj beskriver sig selv som en midtsøgende socialdemokrat, der går efter brede forlig og som ”temperamentsmæssigt er det samme sted” som den nuværende regionsrådsformand.

- Jeg har været med i mange år, og her har jeg været med til at samle bredt på tværs af partierne. Selvom vi ikke altid er enige, så har jeg respekt for de andre politikere og de har ditto for mig.

Lars Gaardhøj blev valgt til regionsrådet i 2010 og har gennem flere valgperioder været medlem af Forretningsudvalget og Sundhedsudvalget, mens han aktuelt også er formand for Udvalget for forskning, innovation og uddannelse.

Han er 46 år og uddannet cand.mag i samtidshistorie fra Syddansk Universitet. Han har gennem en årrække arbejdet som konsulent hos AOF (Arbejdernes Oplysningsforbund), der blandt andet driver aftenskoler, daghøjskoler og sprogcentre.

Privat er han gift og har tre børn. Han bor på Østerbro og går vældig meget op i fodbold – yndlingsholdene er Liverpool FC og Vejle Boldklub.

Kommunal- og regionsrådsvalg i 2021finder sted den 16. november.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik