Skarp kritik af sundhedsplatformen skal have konsekvenser, mener formand

Overlægeforeningen kræver, at Region Hovedstaden lægger kursen markant om, efter Rigsrevisionens kritik af regionens håndtering af indførelsen af sundhedsplatformen.

Folketingets Statsrevisorer konkluderer i dag, at Region Hovedstadens håndtering af it-systemet Sundhedsplatformen på Herlev og Gentofte Hospital var "kritisabel" og "uprofessionel".

Det sker på baggrund af en undersøgelse fra Rigsrevisionen. 

quote Det afgørende er, at Region Hovedstaden løser problemerne nu. Hvis den ikke kan det, må konsekvensen blive at skrotte sundhedsplatformen

Lisbeth Lintz, formand i Overlægeforeningen 

Her vurderes det, at regionen valgte at indføre systemet, selvom det endnu ikke var flyvefærdigt og havde fejl og mangler, samt at personalet ikke var godt nok uddannet i systemet, der i øvrigt heller ikke var testet tilstrækkeligt, skriver Ritzau.

Det får nu Overlægeforeningen til at kræve handling af Region Hovedstaden.

- Overlægeforeningen og et stort antal overlæger på hovedstadens hospitaler har i flere år kritiseret den måde, sundhedsplatformen blev indført på, men vores kritik er gentagne gange blevet bagatelliseret og affærdiget af regionen, siger Overlægeforeningens formand Lisbeth Lintz i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Nu giver Rigsrevisionen os ret i kritikken. Vi er naturligvis glade for den anerkendelse af vores udtalte bekymringer og kritik, men det afgørende er, at Region Hovedstaden løser problemerne nu. Hvis den ikke kan det, må konsekvensen blive at skrotte sundhedsplatformen. 

Frustration og mistillid

I sin kritik påpeger formanden blandt andet, at systemets medicinmodul fortsat ikke virker, som det skal, hvilket øger risikoen for fejlbehandling. Desuden mener formanden, at regionens indsats for at få it-systemet til at virke har været præget af "en markant træghed".

- Konsekvensen er, at medarbejderne både i Region Hovedstaden og Region Sjælland har knoklet langt ud over, hvad man normalt kan forlange. Det har de gjort for at undgå, at problemerne med sundhedsplatformen rammer patienterne. Men det har haft vidtgående negative følger for arbejdsmiljøet, og det kan ganske enkelt ikke fortsætte, siger Lisbeth Lintz.

Formanden mener, at regionens - ifølge hende - manglende villighed til at lytte til overlæger og andre faggrupper har ført til frustration og mistillid.

I en pressemeddelelse udtaler Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen fra Socialdemokratiet, at man tager Statsrevisorernes kritik alvorligt, og at det fremover vil være et politisk fokuspunkt at sætte ind på de kritikpunkter, som Rigsrevisionen peger på. 

Regionsrådsformand for Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen.
Regionsrådsformand for Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen.
Foto: Nils Meilvang - Ritzau Scanpix

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik