Sådan skal du gøre, hvis nogen sætter din bil i brand

Man skal være kaskoforsikret, hvis nogen sætter ild til bilen. Ellers kan man det være svært få erstatning.

Det er måske på sin plads for københavnske bilejere at overveje, om de har den rigtige forsikring. For selv om det er billigere at nøjes med en ansvarsforsikring, så kan det være dyrt at undvære kaskodækningen. 

Specielt, hvis bølgen af påsatte bilbrande spreder sig fra Sverige og til København, hvor politiet nu i to nætter i træk har fået anmeldelser fra en række bilejere, hvis køretøjer er blevet sat i brand, mens de sov. 

 - Hvis man har en kaskoforsikring, er man dækket ind, hvis ens bil bliver brændt af, siger Anja Lintrup Sørensen, der er konsulent hos brancheorganisationen Forsikring & Pension. 

- Men hvis man kun har en ansvarsforsikring, så skal man håbe på, at politiet fanger gerningsmændene, så man kan søge erstatning den vej. Ellers må man selv erstatte sin bil. Selv med en kaskoforsikring vil mange dog skulle betale en selvrisiko. 

- Der er nogle selskaber, der tilbyder friskade eller selvrisikodækning ved visse typer af skader, men der vil oftest være en ekstraudgift ved en standarddækning. Enten i form af selvrisikoen eller i form af en præmiestigning, siger Anja Lintrup Sørensen. 

Hun har ikke umiddelbart noget bud på, hvordan man kan forsøge at gardere sig mod den type ildspåsættelse.

 - Det ser ud som om, at disse brande rammer ret tilfældigt, så det er svært at komme med gode råd, andet end at man skal placere sin bil et sted, hvor den kan blive set, og så ellers forsøge at holde øje med, hvem der færdes der, siger hun. Forsikring & Pension har ikke en særlig statistik over bilbrande og har derfor ikke noget samlet overblik over, hvor mange køreøjer der går op i røg på den måde.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik