Region sender bus på gaden for at teste hjemløse og udsatte med symptomer

En bus, der normalt anvendes til test for tuberkulose blandt hjemløse og udsatte borgere i Region Hovedstaden, omdannes nu til at teste for coronavirus.

Region Hovedstaden sætter nu en kørende testfacilitet ind i kampen mod coronavirus.

Røntgenbussen, der normalt tester hjemløse og udsatte borgere for tuberkulose, skal nu i stedet køre rundt og teste samme demografi, hvis personer har symptomer på coronavirus.

Det skriver Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.

- De udsatte og hjemløse er nogle af de allermest sårbare mennesker, der kan være i risiko for at blive alvorligt syge af coronavirus. De har tit problemer med helbredet og er derfor ikke ekstra opmærksomme på hoste eller vejrtrækningsproblemer. Derfor er der brug for, at vi opsøger dem, der hvor de befinder sig, udtaler regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).

Med det nye tiltag kan bussen køre ud til borgerne og teste dem der, hvor de dagligt færdes.

- Vi vil sende regionens Røntgenbus ud til de hjemløse og udsatte, for den har god erfaring med opsøgende arbejde. Indsatsen sker i tæt samarbejde med Sociolancen, så regionen samler de kræfter, der har viden om og erfaring med at hjælpe de hjemløse, siger Sophie Hæstorp Andersen.

Region Hovedstaden forventer, omdannelsen af Røntgenbussen til at kunne teste for coronavirus sker hurtigst muligt, så den i den kommende uge kan komme på farten.

Kan teste og give svar inden for fire timer

Når bussen bliver kampdygtig, kan de socialt udsatte og hjemløse borgere, der bliver testet, få svaret efter fire timer. Resultatet får borgerne i form af en opringning til deres mobil, da mange har ikke adgang til computer og e-Boks.

Er de alvorligt syge og kræver indlæggelse, vil de komme på hospitalet. Har de brug for at komme i karantæne, vil de blive sat i forbindelse med et kommunalt tilbud, skriver Region Hovedstaden.

Bussen har base på Gentofte Hospital, hvorfra den kører ud. Dens indsats koordineres med det lignede tilbud, Sociolancen, som drives af Region Hovedstadens Akutberedskab, Københavns Kommune og Hovedstadens Beredskab.

Netop kommunerne i Region Hovedstaden er i øjeblikket pressede på tilbud til udsatte borgere. Derfor har regionen i samme ombæring besluttet at hjælpe kommunerne ved at instruere hospitalerne i, at de så vidt muligt ikke udskriver socialt udsatte og hjemløse patienter før tirsdag den 24. marts.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik