Pyntepanik? Sådan laver du billig pynt til træet

Hvis dit juletræ stadig ser temmelig skrabet ud, selvom du har fordelt samtlige julekugler, flethjerter og flagguirlander, skal du ikke fortvivle. Du kan meget hurtigt og billigt fylde træet ud med hjemmelavet pynt.

Tusindvis af nyindkøbte juletræer bliver i dag pyntet til ukendelighed. Det er smukt, det er hyggeligt og det er en tradition.

Men det kan også føles en smule uforløst, hvis man ikke har juletræspynt nok.

Det kan man dog rigtig hurtigt rette op på. Man kan nemlig trylle en masse pynt frem med noget så simpelt som saltdej.

Det er nemt, hurtigt, meget billigt, men fremfor alt er det sjovt også for børn.

Sådan laver du trylledej:

1 del varmt vand

2 del mel

1 del fint salt

1 tsk olie

Bland det hele sammen til en glat dej og lad den hvile 30-60 min med en pose over.

Sådan laver du en kringle:

Når dejen er klar tager man en passende mængde dej og ruller den ud til en pølse på cirka 10 cm.

Derefter vrider man dejen, så den ligner en lille bagerkringle. Se billedet øverst i artiklen.

Hvis man gerne vil have, at kringlerne har et brunt og bagt udseende, kan man pensle dem med soya eller meget stærk kaffe. Jo flere gange man pensler, des mørkere bliver de.

Så skal kringlerne bare bages på 100 grader i en time.

Har man en rest klar lak, kan man give kringlerne lidt ekstra glans efter bagningen.

Lidt smukt silkebånd eller helt almindelig sytråd monteres på de færdige kringler og så er de lige til at sætte på træet.

Sådan laver du julehjerter:

Grib din kagerulle og rul dejen ud så den cirka er en halv centimeter tyk. Kan du ikke lige finde kagerullen, kan du bruge en vinflaske.

Nu skal du finde dine gamle kageudstikkere frem. Du skal have fat i den med hjertet og så bare stikke lige så mange ud, som du har lyst til.

Hvis det er så uheldigt, at du ikke har en udstikker, kan du klippe et hjerte i et stykke tykt pap og så lægge det på dejen og skære hjerterne ud med en lille urtekniv.

HUSK at udstikke et lille hul til ophæng. Det kan med fordel gøres med et sugerør.

Hjerterne skal bages lige som kringlerne.

Nu kan du hænge hjerte på træet eller lige male dem med lidt rød farve. Man kan også give dem lidt lak.

Rigtig god fornøjelse.

P.S. Læg dine trylledejsfigurer ned i en lufttæt plastikpose efter jul. Så holder de i mange år.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik