Professor: Mange virksomheder er holdt kunstigt i live under corona

Staten risikerer at miste mange penge ved at lade sunde virksomheder gå konkurs, når den holder fast i den nuværende tilbagebetalingsfrist for momslån, lyder vurderingen fra en forsker, der dog også understreger, at lånene har holdt mange virksomheder kunstigt i live

Selvfølgelig er det ikke et sundhedstegn, når en virksomhed går konkurs, men samfundsmæssigt set behøver det ikke være ødelæggende.

Sådan lyder det fra professor ved CBS, Niels Westergård-Nielsen, som i mange år har forsket i det danske arbejdsmarked.

I de seneste dage har vi fortalt om de mange små og mellemstore virksomheder, som har kniven for struben, da fristen for at betale coronamomslån tilbage til staten falder i dag.

Og selvom der er mange sunde virksomheder iblandt, er det modsatte også tilfældet.

quote Det er uklogt for alle at blive ved med at holde liv i noget, som måske alligevel går ned

Niels Westergård-Nielsen, Professor og arbejdsmarkedsforsker, CBS

- Når den nuværende ejer af en eller anden grund ikke kan betale, så er der formentlig i mange tilfælde nogle andre, som overtager virksomheden og kan drive den videre. Og det kan sagtens være en god ting, siger Niels Westergård-Nielsen.

- Man kan udrydde gælden og andre kan starte forfra. Det sker i en lang række tilfælde. Ejeren giver op, men det betyder ikke, at virksomheden må give op. Det, man skal bekymre sig om – set fra et samfundsmæssigt synspunkt er de tilfælde, hvor virksomheden også må give op. Hvor den ikke bliver videreført, siger Niels Westergård-Nielsen.

Omvendt kan han sagtens følge virksomheder, Dansk Industri og SMVdanmark, når de påpeger, at en lang række sunde virksomheder risikerer at gå konkurs som følge af, at staten fastholder den nuværende frist for tilbagebetaling af momslån, fremfor i en eller anden form at forlænge den.

- Det er ikke nødvendigvis særligt fornuftigt. Det tror jeg, er rigtigt , men omvendt er der en del virksomheder, som netop på grund af udsættelse af momsen, har kunnet fortsætte længere tid end de ellers ville kunne. Og det er selvfølgelig fordi, der har været hjælpepakker og alle mulige andre ting, der gør, at man kan holde liv i virksomheder, som ellers ville været gået ned. Og det synspunkt kan man anlægge fra det offentlige - vi kan ikke blive ved, siger Niels Westergård-Nielsen.

- Det er uklogt for alle at blive ved med at holde liv i noget, som måske alligevel går ned, siger Niels Westergård-Nielsen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik