Pias søn døde i sidste uge – han er en del af en tragisk tendens

Pia Thornborg Nielsen mistede for en uge siden sin søn Emil, der døde af en overdosis narkotika. Noget, der rammer flere og flere stofmisbrugere. Nu kommer hun med et opråb om, at der er brug for mere hjælp, hvis den triste kurve skal knækkes.

- Jeg har lige mistet min søn. Han blev 29 år. Det er så vigtigt, at det kommer frem og ikke bliver tiet ihjel.

Ordene kommer fra Pia Thornborg Nielsen.

Torsdag i sidste uge døde hendes søn Emil af en overdosis.

Emil blev fundet livløs alene i sin lejlighed i Bagsværd med medicinrester i maven og stikmærker på sin krop.

quote Emil var virkelig sød, rar og omsorgsfuld. Selvom han selv havde sine dæmoner at slås med, var han der altid for alle andre

Pia Thornborg Nielsen, mor til afdød stofmisbruger

Selvom nyheden kom som et chok for Pia Thornborg Nielsen, har hun i flere år forberedt sig på det opkald, hun fik forleden.

- Det er forfærdeligt, at han er død, men sådan er den verden jo desværre. Vi har i mange år vidst, at det ville ende sådan her. Det er frygteligt at se sit barn forfalde på den måde og være så ligeglad med livet, siger Pia Thornborg Nielsen til TV 2 Lorry.

Emils tragiske skæbne er blot en ud af et stigende antal fatale overdoser i hovedstadsområdet.

Mens der i 2018 var 82 narkorelaterede dødsfald i Region Hovedstaden, steg antallet med 23 procent til 101 dødsfald sidste år.

Som TV 2 Lorry fortalte onsdag er det især København, der er hårdt ramt af de dødelige overdoser. Her er det på bare ét år steget med 50 procent fra 36 til 54 dødsfald.

Spøgelsesbilist i sit eget liv

Det var ikke første gang, at Emil tog flere stoffer, end han kunne tåle.

quote Han var en spøgelsesbilist i sit eget liv,  og jeg har bare stået ved hver afkørsel og prøvet at få ham til at dreje af

Pia Thornborg Nielsen

Emil nåede at være indlagt flere gange, og for to år siden medførte en overdosis, at han endte i kunstigt koma i fire dage.

- Som mor er det virkelig frygteligt og forfærdeligt at være vidne til, at man ikke kan gøre noget for at hjælpe sin søn. Det hjælper ikke at skælde ud, det hjælper ikke at cutte forbindelsen, det hjælper ikke at tilbyde hjælp. Man er virkelig i et dilemma.

- Jeg snakkede med Emil om, at han var en spøgelsesbilist i sit eget liv, og jeg har bare stået ved hver afkørsel og prøvet at få ham til at dreje af, siger Pia Thornborg Nielsen.

Havde sine indre dæmoner

Stofferne var en fast følgesvend i næsten halvdelen af Emils kun 29 år lange liv.

Da han var 14 år gammel, røg han ud af skolen, og tingene eskalerede. Han begyndte at ryge hash og sniffe lightergas, og da han var omkring 15-16 år startede han med at misbruge ecstasy.

På det tidspunkt flyttede han fra institution til institution, men intet hjalp, fortæller Pia Thornborg Nielsen.  

- Hans misbrug blev bare værre og værre. Han tog amfetamin, ketamin… Ja, det var det hele. Vi prøvede så mange gange at få ham i behandling, og det ville han egentlig også gerne.

- Men misbrugere lever i en boble, og den kan være svær at bryde ud af. Der mener jeg ikke, at man gør nok for at hjælpe dem ud af det, siger hun.

Ved at stå frem og dele sin søns historie håber Pia Thornborg Nielsen, at flere vil få øjnene på for, at der findes en stor gruppe mennesker i samfundet, som har brug for hjælp til ikke at gå i forfald.

- Emil var virkelig sød, rar og omsorgsfuld. Selvom han selv havde sine dæmoner at slås med, var han der altid for alle andre. For eksempel har han også selv ringet efter ambulancer, hvis han har siddet med nogen, der har fået en overdosis. Jeg er ked af, at der så ikke var nogen, der ringede efter hjælp i sidste uge, da det blev hans tur, fortæller Pia Thornborg Nielsen.

Emil nåede at være hjemløs i 10 år, før det lykkedes ham at få en lejlighed og en mentor. Pia Thornborg Nielsen husker det som en dejlig og fantastisk tid, men også meget skrøbelig. 

- Han manglede at få hjælp til det psykiske. Han skulle have fået hjælp til at lære at blive et menneske, der passer ind i de sociale sammenhænge, de fleste af os begår os i, siger hun.

Cocktail af stoffer er skyld i de fleste dødsfald

Narkodødsfald skyldes primært, at misbrugere er blevet forgiftet af flere stoffer, de har indtaget samtidig. I gennemsnit finder man mellem fire og fem forskellige stoffer hos de døde.

Hvilke stoffer, Emil præcis døde af, er endnu uvist, men politiet har fortalt Pia Thornborg Nielsen, at han formentlig døde af nogle særligt farlige stoffer, der ikke har været af ordentlig kvalitet.

Selv mistænker hun, at han tog en overdosis kokain.

-Han var på metadon, men havde et sidemisbrug. I gode periode var han kun på metadon, men når afhængigheden begyndte at trække i ham, røg han en masse hash og tog en masse piller, som han købte for eksempel på Istedgade i København, fortæller Pia Thornborg Nielsen.

Social iværksætter efterlyser flere fixerum og mere modgift

Netop på Istedgade, som er kendt for sit hårde misbrugsmiljø, finder man det ene af de kun to stofindtagelsesrum, der ligger i København.

Det hedder Skyen og ligger ved siden af Mændenes hjem, mens det andet, som også er det største, H17, ligger i Kødbyen - blot få hundrede meter væk.

Spørger man den sociale iværksætter Michael Lodberg Olsen, hvad løsningen er på det stigende antal narkofald, kalder han på en større udbredelse af modgift til narkotika og flere små stofindtagelsesrum.

- Lige nu har vi to kæmpe store fixerum på Vesterbro. Det svarer lidt til, at alle i København skal komme til Kødbyen for at købe øl, siger Michael Lodberg Olsen, der selv har taget initiativ til et mobilt fixerum, Fixelancen, med frivillige læger og sygeplejersker.

- Stofbrugerne efterspørger generelt mere sikkerhed og mere værdighed. Ved at få flere små fixerum rundt omkring er vi tættere på dem, og det er også det, man gør i andre lande, siger Michael Lodberg Olsen.

Sådan ser fixerummet ud i Skyen ved Mændenes Hjem på Vesterbro.
Sådan ser fixerummet ud i Skyen ved Mændenes Hjem på Vesterbro.
Foto: Niels Ahlmann Olesen / Scanpix Denmark

Det er organisationen Mændenes Hjem, der står for at drive de to stofindtagelsesrum på Vesterbro, ligesom de generelt forsøger at hjælpe socialt udsatte og hjemløse i hovedstaden.

Forstanderen Ivan Christensen mener, at stofindtagelsrummene gør en positiv forskel, men altså ikke nok til at forhindre, at der i 2019 i København døde 50 procent flere af narkotika sammenlignet med året før.

quote Det koster virkelig meget på deres konto at række hånden ud. Så når de gør det, er det vigtigt, at man kan handle her og nu

Pia Thornborg Nielsen

Ivan Christensen mener, at en afkriminalisering af hårde stoffer kan være med til at sikre, at de stoffer, som stofmisbrugere indtager, er af ordentlig kvalitet.

Samtidig efterlyser han flere tilbud til de socialt udsatte i form af gode behandlingstilbud, en fast bopæl og så videre, så tilbuddene er der, hvis de er motiverede til at ændre livsstil.

Forstanderen for Mændenes Hjem, Ivan Christensen, mener, at der skal gøres mere for at forhindre, at det går så galt.

Svært at række ud

Pia Thornborg Nielsen, mener, at forslagene fra Ivan Christensen og Michael Lodberg Olsen er gode og kunne have gjort en forskel for hendes søn. Men det kan være meget svært for mennesker begravet i misbrug at bede om en hjælpende hånd, forklarer hun.

- Det koster virkelig meget på deres konto at række hånden ud. Så når de gør det, er det vigtigt, at man kan handle her og nu. At man kan få tilbudt den hjælp, man beder om, inden for en uges tid og ikke først om et halvt år. For så kan det være, at motivationen er væk, siger Pia Thornborg Nielsen.

Nogle behandlingstilbud kræver eksempelvis, at man dukker op til et møde på en bestemt dag, et bestemt sted og på et bestemt tidspunkt.

quote Misbrugere lever i en boble, og den kan være svær at bryde ud af. Der mener jeg ikke, at man gør nok for at hjælpe dem ud af det

Pia Thornborg Nielsen

Ifølge Pia Thornborg Nielsen skete det for Emil, at han nogle gange missede møder, og dermed endte han med at komme bagerst i køen igen.

- Det er helt forkert. Man skal acceptere, at misbrugere lever på en anden måde end os. De kan ikke sige, hvordan de har det på torsdag, hvor der er aftalt et møde. Hjælpen skal være der, hvor de er. Om det er på gaden, på Mændenes hjem, eller hvor det nu er, siger hun.

Modgift bør udleveres med metadon

Adspurgt om løsningen mod overdoser kunne være en større udbredelse af modgift til narkotika, som Michael Lodberg Olsen foreslår det, er Pia Thornborg Nielsen ikke i tvivl.

- De burde få modgiften udleveret sammen med deres metadon. Selvom misbrugere siger, at de ikke tager andre stoffer, så ved man jo godt, at det gør mange af dem. Hvis de så har brugt modgiften, bør de kunne få udleveret en ny.

- Hvis Emil havde haft sådan en modgift-spray, kunne det være, at han stadig havde været her i dag, siger hun.

Se mere om de stigende narkorelaterede dødsfald i hovedstaden i dette indslag bragt torsdag den 1. oktober.

50 procent flere døde af en overdosis i København i 2019 sammenlignet med året før. Det er en social og sundhedspolitisk katastrofe, mener forstanderen for Mændenes Hjem. Nu svarer Mia Nygaard på kritikken.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik