Patientpres i Nordsjælland bekymrer

Der skal findes løsninger på en fremtid med flere ældre patienter til et allerede presset sygehusvæsen i Nordsjælland, mener Sophie Hæstorp Andersen.

Der har ikke været én eneste måned hverken i 2017 eller frem til september 2018, hvor Nordsjællands Hospital ikke undervejs har haft overbelægning på de medicinske afdelinger.

Det viser nye tal fra Region Hovedstaden, og det er især et større antal ældre borgere i området, der får hospitalet til at skille sig negativt ud i forhold til regionens øvrige hospitaler, hvor overbelægning ikke er nær så forekommende.

Trods udsigterne til endnu flere ældre og behandlingskrævende patienter i de kommende år bliver der ikke flere senge på det nye supersygehus syd for Hillerød, der i 2022 skal stå klar til at afløse hospitalerne i Hillerød og Frederikssund. Faktisk en anelse færre fra de nuværende 576 til 570 senge, og det vil regionsrådsformanden se nærmere på.

- Når vi kigger på de nye hospitalsbyggerier i regionen, vil vi samlet set have flere sengepladser, når vi er nået i mål med dem. Men i Nordsjælland vil vi have det samme antal sengepladser, og det er noget af det, der begynder at bekymre mig, og det er derfor, vi sætter analyser i gang, siger Sophie Hæstorp Andersen, Soc.dem.

På Nordsjællands Hospital arbejder man allerede med en række initiativer, der skal begrænse overbelægningen, der især har givet udfordringer i vintermånederne med et større antal patienter med blandt andet influenza og luftvejslidelser.

Region Hovedstaden har ligeledes afsat penge i budgettet for det nye år til at styrke regionens akutmodtagelser for at undgå overbelægning. Men regionsrådsformanden vil også tænke videre ud af boksen, når fremtidens sundhedsvæsen i Nordsjælland skal struktureres.

- Selvfølgelig skal vi have et endnu bedre samarbejde med kommunerne. Men jeg tror også, vi skal kigge på, om nogle af patienterne i fremtiden skal til Herlev Hospital, hvor der vil være bedre muligheder. Ellers skal vi se på mulighederne på Frederikssunds hospital ved ikke nødvendigvis at lukke hele hospitalet. Det er noget af det, jeg synes vi skal kigge ind i, siger Sophie Hæstorp Andersen.

Ikke senge nok, mener Danske Patienter

Hos interesseorganisationen Danske Patienter er man bestemt ikke glade ved, at Nyt Nordsjællands Hospital ikke får flere end 570 sengepladser, når der allerede nu er stort pres på de eksisterende hospitaler, der lukker.

Ikke mindst set i lyset af en ny analyse fra Lægeforeningen, der konkluderer, at antallet af ældre på mere end 75 år vil stige med 36 procent i løbet af de kommende syv år, hvormed der er brug for 700 ekstra medicinske sengepladser på landsplan.

quote Det lyder bekymrende, at der kommer færre senge, når vi allerede nu kan se, at der er et massivt problem i forhold til overbelægning.

Morten Freil, direktør, Danske Patienter

Så er det en forkert vej at gå med det nye supersygehus i Nordsjælland, mener Danske Patienter.

- Det lyder bekymrende, at der kommer færre senge, når vi allerede nu kan se, at der er et massivt problem i forhold til overbelægning.

- Ideen om at patienter i højere grad kan være i hjemmet og kan blive behandlet i kommunerne er meget god. Men det kræver, at kommunerne har kapacitet og kompetencer til at tage sig af patienterne, når de bliver udskrevet. Det kan vi jo se i dag, at de ikke har i kommunerne endnu, siger direktør Morten Freil.

Ifølge regionsrådsformand, Sophie Hæstorp Andersen, har der inden for byggebudgettet på 3,8 milliarder kroner ikke været råd til flere sengepladser på Nyt Hospital Nordsjælland. Det er derfor, der kan være behov for at tænke i andre baner.

- Helt oprindeligt har vi haft et ønske om, at der skulle være det samme eller flere sengepladser på Nyt Hospital Nordsjælland. Men vi har en bestemt pose penge fra regeringen, som vi kan bygge hospital for. Og samlet set har vi sengepladser nok i regionen, så det handler om, at vi får henvist patienterne til de rigtige steder for at løse problemet, siger hun.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik