Overlæge retter hård kritik af lange svartider på brystkræftscreeninger

Det kan både have mentale og fysiske konsekvenser, at kvinder i Region Hovedstaden oplever længere end 14 dages svartid på brystkræftscreeninger.

- Det er kritisabelt.

Sådan lyder det umiddelbart fra overlæge hos Kræftens Bekæmpelse Janne Bigaard, da hun tirsdag bliver forholdt, at kvinder, der deltager i Region Hovedstadens brystkræftscreeningsprogram, i de kommende måneder må forvente mere end 14 dages svartid.

Mandag kunne TV 2 Lorry fortælle, at Region Hovedstadens forventning om, at svartiderne fra slutningen af februar ville være tilbage på regionens mål om en maksimal på 14 dage, alligevel ikke holder stik.

Det til trods for, at det netop var udmeldingen fra regionen for mindre end 14 dage siden.

- Man har ikke den store tillid, når den (regionen, red.) først siger, at problemet er løst, og så er det ikke løst alligevel. Når det har noget med ressourcer og oplæringer at gøre, så tror jeg ikke, at det bliver løst så hurtigt, som de angiver, siger Janne Bigaard.

Forsinkelser kan være alvorlige

Ifølge Kræftens Bekæmpelse er der i gennemsnit 30 kvinder, som hver måned får opdaget brystkræft eller forstadier til brystkræft ved brystscreeninger i Region Hovedstaden.

Og spørger man Janne Bigaard, så kan det få alvorlige konsekvenser, at nogle kvinder får forsinkede svartider.

- Jo tidligere man får en diagnose, jo større er chancen for at få mindre behandling og overleve sin sygdom.

- Det afhænger meget af, hvilke type knude man har i brystet. Men for dem, der har en meget hurtigt voksende knude, kan to til fire ugers forlænget ventetid betyde, at knuden når at sprede sig.

Men det er ikke kun fysisk, at de længere ventetider kan få konsekvenser. Ifølge Janne Bigaard giver den øgende ventetid nemlig anledning til, at kvinderne har tid til at bekymre sig yderligere, hvilket kan være mentalt udfordrende.

- Når man ikke får sit svar, så er det meget naturligt, at man bliver bekymret. Mange begynder at overveje, at grunden til, at de ikke får svar, måske skyldes, at der er noget galt med deres billeder. Det er der, hvor det kan begynde at stresse nogle kvinder.

Mandag fortalte formanden for Sundhedsudvalget i Region Hovedstaden, Christoffer Buster Reinhardt (K), til TV 2 Lorry, at man endnu ikke ved, hvor lange svartiderne er i øjeblikket, og hvor mange patienter, der er ramt af forsinkelserne.

Men står det til Janne Bigaard , så bør der komme mere åbenhed og gennemsigtighed omkring, hvor lang svartiden egentligt er.

- Når der er gået en måned og måske længere, begynder man at undre sig over, at man ikke har fået svar. Derfor kunne man godt være mere tydelig i at oplyse, hvor lang ventetiden faktisk er.

- Det ville måske sænke skuldrene hos en del kvinder, men selvfølgelig ikke gavne de kvinder, som ender med at få en kræftdiagnose, siger hun.

Udvalgsformand ikke tilfreds

De lange svartider betyder, at Region Hovedstaden nu - endnu engang - må prioritere blandt deres patienter. Det betyder, at de patienter, hvor der er en konkret mistanke om brystkræft, kommer først.

Udvalgsformand Christoffer Buster Reinhardt var langt fra tilfreds, da han fik overbragt meldingen fra regionen mandag formiddag.

- Jeg vil gerne beklage rigtig, rigtig mange gange på Region Hovedstadens vegne. Det er en brandærgerlig situation, og jeg kan godt forstå den utryghed, der er. Vi gør alt, hvad vi kan for få nedbragt ventetiden. Det har vist sig at være for sårbart, og det handler vi på nu, sagde han til TV 2 Lorry.

Årsagen til de forsinkede svartider er, at Region Hovedstaden slås med langtidssygemeldinger blandt radiologerne. 

Ifølge Christoffer Buster Reinhardt arbejder regionen derfor i øjeblikket på at rekruttere flere radiologer fra blandt andet Sverige.

Både Christoffer Buster Reinhardt og Janne Bigaard opfordrer til, at kvinder der finder en knude i brystet ikke venter på svar gennem screeningsprogrammet, men i stedet tager direkte kontakt til deres praktiserende læge.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik