Opstemt: Unge taler varmere end ældre på Facebook

Serien Opstemt har nu kørt i mere end en uge på de sociale medier og de unge facebookbrugere imponerer.

Ingen svinere. Ingen personangreb. Og ingen fornærmelser. 

Kampagnen Opstemt har nu været i gang i mere end en uge på de sociale medier, og facebook-videoerne har opnået mere end 1 million views - primært blandt unge i alderen 18 til 24 år. 

Kommentarsporene er fyldt med personer, der tagger hinanden, gengiver replikker og husker hinanden på at stemme den 21. november, når der er kommunalvalg. 

Og der er næsten ingen sure miner iblandt.  

Respektfuld samtale på Facebook

Opstemt er en webserie, der foregår på et kommunekontor i den fiktive by Aabybjerg. Her er praktikanten Rasmus håbløst forelsket i sin medpraktikant Josefine, som er mere interesseret i at få de unge til at engagere sig i kommunalpolitik - end hun er i stakkels Rasmus. 

Formålet med serien er at højne den demokratiske bevidsthed blandt unge, men et af delmålene har været at få flere til at tale sammen i en respektfuld tone på Facebook.

Og det er tilsynladende ikke helt uopnåeligt.

Flere etablerede mediers kommentarspor fyldes af vrede trolls og mudderkast blandt uenige, men blandt Opstemts primære målgruppe synes mantraet af være, at hvis man ikke kan lide lugten i bageriet - ja, så klikker, swiper eller surfer man blot videre til noget andet interessant. 

Unge kan gøre en forskel

- Det har været fantastisk at se, så humoristiske og inkluderende kommentarerne er. De unge har et helt særligt blik for at bruge det, der foregår i Opstemt-universet til at lave sjov med hinanden og inddrage andre, som heller ikke har stemt mange gange før, siger Nanna Holst fra TV 2 Lorry.

Hun er projektleder på kampagnen, der er skabt i samarbejde mellem TV2-Regionerne og Metronome Productiones.

- Det er sjældent, man bliver opløftet af at gå ind i en FB tråd, men det er svært at undgå her. Tænk, hvilken forskel det ville gøre, hvis vi i generationerne over kunne vise lige så god stil, siger hun. 

Forsøger at overtale venner til at stemme

Hvorvidt eksperimentet er en decideret succes er for tidligt at fastslå, men budskabet har mange facebookbrugere i hvert fald taget til sig.

Flere forsøger blandt andet at få deres skeptiske venner overtalt til at stemme den 21. november.

Se nogle af de inspirerende og hjertevarme kommentarer heruder:

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik