Nyt tilbud: Når bror eller søster er ramt af psykisk sygdom

Børn og unge med en søskende, som er ramt af psykisk sygdom, går ofte selv og bokser med store problemer i hverdagen. Et helt nyt tilbud til de unge har stor succes.

14-årige William Skotte fra Gentofte troede egentlig, at han var den eneste med den følelse i hele i verden.

Følelsen af at være klemt og glemt i familien.

Lige indtil han takkede ja til et kursus for børn og unge, som har en bror eller søster med psykisk sygdom..

- Jeg har lært andre at kende med søskende, som også har det svært. Og fundet ud af, at det ikke kun er mig, der har det sådan her. Det følte man meget. At man var den eneste i verden, der havde en søskende, der var sådan der. Og det kan jeg lige pludselig se, at det var jeg jo ikke. Der er mange, der har det sådan, siger William, da vi møder ham og en af de andre kursusdeltagere i Psykinfo´s lokaler i Københavns indre by.

Begge har en bror med psykisk sygdom.

Antennerne på overarbejde

- Hjemme hos mig skal jeg læse, hvilket humør han er i. Hvis jeg kommer ind med det forkerte humør til hans dårlige humør, så går det galt. Jeg skal også se, hvordan stemningen er i huset. Hvis alle sidder for sig selv, og de voksne snakker ude i køkkenet, og der er lukket dør, så kan jeg godt forestille mig, at der måske lige har været en episode. Nogle gange selv om det har været en god dag, så kan der hurtigt komme en meget dårlig stemning i huset. Selv om vi har været ude at gå ture og sådan noget, så sker der et eller andet mellem mig og min lillebror, siger William, som på grund af sin bror ofte oplever sin mor have meget kort lunte.

- Hvis der lige har været et skænderi med min lillebror. Det sker næsten hver dag, og så går det ud over os andre. Men jeg ved godt, at hun ikke gør det med vilje, siger William, som ofte oplever både krav og forventninger fra forældrenes side.

quote - De raske børn kommer meget hurtigt til at tilpasse sig. De vil ikke være til besvær. De prøver at passe på deres syge bror eller søster. Og forældre, for den sags skyld.

Katrine Frydendal, Projektleder

- Det er mest mig, der skal lave noget om, fordi det er sværere for ham. Så de er nødt til at tale med mig om, at det er mig, der skal ændre min attitude og alt muligt overfor min lillebror. Nogle gange synes jeg ikke, det er rimeligt, men jeg forstår godt, hvorfor de gør det, siger William.

Det raske barn er ofte overset

De nye søskendekurser er blevet til i et samarbejde mellem Region Hovedstaden og Psykiatrifonden. De henvender sig bredt til alle børn og unge, der har søskende med psykiske vanskeligheder i en grad, der påvirker familiens trivsel.

- De raske børn kommer meget hurtigt til at tilpasse sig. De vil ikke være til besvær. De prøver at passe på deres syge bror eller søster. Og forældre, for den sags skyld. På en måde der gør, at deres egne behov kan komme lidt i baggrunden, siger projektleder Katrine Frydendal.

quote - Hjemme hos mig prøver vi at holde det lidt hemmeligt på den måde, at det ikke er så mange, der får fortalt, hvad vi gennemgår. Og det er jo mest på grund af, at vi selv prøver at beskytte familien. Og så fordi, at det ikke rager alle, hvad min psykisk syge søskende går rundt og laver

16-årig pige

Kurset varer seks uger. To timer en gang om ugen. Med leg og spil, øvelser og samtaler:

- Når man ikke får så meget opmærksomhed, som ens søskende gør, så begynder man bare at tilpasse sig, som om det er i orden, selv om det rent faktisk ikke er, siger en af de andre kursusdeltagere -  en 16-årig pige, som ikke ønsker sit navn frem.

På kurset lærer børn og unge, at der er mange andre med samme følelser. Foto: TV 2 Lorry
På kurset lærer børn og unge, at der er mange andre med samme følelser. Foto: TV 2 Lorry

- På en måde så hjælper det nok at snakke med folk, lige meget hvem du er. Det der med, at du ikke holder det for sig selv. Så du får delt det med andre, så det ikke sætter sig som noget tungt på dit hjerte. Så får andre også et indblik i, hvordan du har det, og hvad du gennemgår, så de måske har en lidt bedre forståelse for, hvorfor du måske er lidt nede for tiden, lyder det fra den unge pige.

Skjuler problemerne for omverdenen

Flere af børnene og de unge på kurset kender til at forsøge at skjule problemerne med den psykiske sygdom for omverdenen:

- Hjemme hos mig prøver vi at holde det lidt hemmeligt på den måde, at det ikke er så mange, der får fortalt, hvad vi gennemgår. Og det er jo mest på grund af, at vi selv prøver at beskytte familien. Og så fordi, at det ikke rager alle, hvad min psykisk syge søskende går rundt og laver, siger den 16-årige pige.

For tre år siden satte TV 2 Lorry fokus på søskende til diagnosebørn. Her mødte vi i serien "klemt & Glemt" blandt andet Frederikke og Mathias, der savnede deres forældres nærvær, fordi det meste af forældrenes tid gik til de tre øvrige søskende, der alle havde krævende diagnoser. Især i tiden hvor den ene bror skulle i retten for brandstiftelse blev Frederikke og Mathias både klemt og glemt.

Og for et ungt menneske kan det koste både energi og humør, konstant at skulle holde forhold i familien skjult for omverdenen:

- Jeg har så heldigvis fået lov at fortælle nogle af tingene til mine nærmeste, men jeg har ikke fået lov til at fortælle det fuldt ud. Fordi det skal jo holdes væk. Det gør mig selvfølgelig lidt trist. Ikke meget, men lidt trist at jeg ikke bare kan sige det lige ud, siger hun.

quote Du får det bedre, hvis der er noget, du sidder inde med. For eksempel, at du ikke rigtig kan fortælle dine forældre, at de aldrig lægger mærke til dig. Og det kan du her.

William Skotte, 14 år.

Sammen med Region Nordjylland er Region Hovedstaden det eneste sted, hvor de nye søskendekurser kører som forsøgsordning. I første omgang er ambitionen et fast tilbud i Region Hovedstaden.

- Vi ved, at der er over 300.000 familier i Danmark, som lever i familier med psykisk sygdom. Og i den gruppe er der rigtig mange børn, som har en syg søskende. Og jeg vil tro, at størstedelen af de børn ville have glæde af at komme et andet sted hen og møde andre børn i lignende situation,  og få nogle redskaber til, hvad man kan gøre, når det er svært derhjemme, fortæller Katrine Frydendal.

- Søskende kan nogle gange blive klemt ved, at den der har sygdommen, får meget opmærksomhed og fylder meget i familien. På den måde kan raske søskende komme til at tilpasse sig deres syge søskende, og så kan de føle sig overset og glemt af familien.

De unge meget begejstrede

Til spørgsmålet om de unge kursusdeltagere vil anbefale kurset til andre børn og unge i samme situation, kommer svaret prompte fra dem begge.

- Ja, virkelig. Du får det bedre, hvis der er noget, du sidder inde med. For eksempel, at du ikke rigtig kan fortælle dine forældre, at de aldrig lægger mærke til dig. Og det kan du her. Fortælle, at de aldrig lægger mærke til mig, siger William, mens den unge pige nikker og smiler bekræftende.

Fakta om de nye søskendekurser

- Målgruppen for de nye søskendekurser er børn og unge i alderen otte år og opefter, som har en bror eller søster med psykiske vanskeligheder i en grad, der påvirker familiens trivsel.


- Et kursus varer mellem seks og otte uger, hvor børnene og underviserne mødes én gang om ugen.


- Det er særligt indenfor spiseforstyrrelsesområdet, OPUS og på BUC, at der er søskende i målgruppen for kurserne, men kurserne henvender sig bredt til børn og unge, der har en bror eller søster med psykisk sygdom.


- Kurserne bliver afholdt i København.


​- De nye søskendekurser sker i regi af KOMBU – det nye Nationale Kompetencecenter for Børn og Unge i familier med psykisk sygdom. 


Udover søskendekurser i Region Hovedstaden afholder Region Nordjylland tilsvarende weekend-kurser. I løbet af efteråret  skal erfaringerne fra de to regioner samles og danne grobund for anbefalinger til, hvordan et eventuelt permanent tilbud skal skrues sammen.



_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik