Nye tal: Vold mod børn bliver opdaget alt for sjældent

På trods af mistanke om vold mod børn bliver børnene i 97,7 procent af tilfældene ikke sendt til retsmedicinske undersøgelser. Dermed bliver volden hverken opdaget eller dokumenteret. Politikere er klar til at ændre loven.

Når der er mistanke om vold mod børn, er det kun 2,3 procent, der bliver undersøgt af en retsmediciner. Det viser statistik fra De Danske Børnehuse. Dermed bliver volden hverken opdaget eller dokumenteret.

Nu viser helt nye tal så, at hvis man systematisk undersøger alle børn, hvor der er mistanke om vold, så har 28 procent af dem rent faktisk været udsat for vold.

Det viser resultaterne fra et to år langt tværfagligt projekt med 200 deltagende børn fra Børnehus Hovedstaden.

Stort mørketal 

Dermed er der altså et stort mørketal for vold mod børn, der aldrig bliver opdaget.

- Nu har vi undersøgt børnene systematisk og fundet tegn på vold i 28 procent af tilfældene, siger Pernille Spitz, der er leder af Børnehus Hovedstaden til TV 2 Lorry.

Fakta: Det laver et børnehus

Et børnehus skal benyttes i sager om overgreb mod børn eller unge fra 0 til og med 17 år.


Hvis der er viden eller mistanke om, at et barn har været udsat for overgreb, og når politi eller sygehusvæsen er involveret i sagen, skal en kommune benytte et børnehus som led i den børnefaglige undersøgelse.


Kilde: De Danske Børnehuse

Børn udsættes for vold

I 29 procent af sagerne stod det endda så slemt til, at der i forlængelse af den retsmedicinske undersøgelse blev sendt en underretning til kommunen angående en helbredstilstand hos barnet, som krævede yderligere opfølgning hos læge eller tandlæge.

Derfor mener Pernille Spitz, at man skal bruge tallene fra projektet som afsæt til fremadrettet at sende alle børn med mistanke om vold til en retsmedicinsk screening.

- Det er vigtigt for at sikre børns retssikkerhed, så de får den rigtige hjælp. For man kan ikke give hjælpen, hvis man ikke opdager det. Små børn har jo ikke den samme mulighed som voksne for selv at gå på skadestuen og dokumentere skaderne, siger Pernille Spitz til TV 2 Lorry.

Dobbelt omsorgssvigt

Det er Per Frederiksen, der er psykolog hos Red Barnet, helt enig i.

- Vi laver et alvorligt omsorgssvigt af børn, når vi ikke gør os umage med at kigge efter blå mærker, når mistanken om vold er der, siger han til TV 2 Lorry.

- Det er i virkeligheden et dobbelt omsorgssvigt. For først bliver barnet udsat for vold, og så tager vi bagefter ikke mistanken alvorligt. Og det er altså vores ansvar at gøre. Det er ret voldsomme tal det her. Det er uhyggeligt, siger Per Frederiksen.

Derfor er Per Frederiksen også på linje med Pernille Spitz, når det kommer til at få flere børn undersøgt.

Forslag om lovændring

Red Barnet foreslår helt konkret, at alle børn får en retsmedicinsk screening, når der er mistanke om vold.

Det er umiddelbart et forslag, der er politisk vilje til at kigge på.

- Vi skal altid stå på børnenes side. Det er skræmmende og bekymrende tal. Og det er ikke godt nok, at så mange børn ikke bliver undersøgt. Det her et ganske udmærket forslag. Derfor vil jeg stille et §20-spørgsmål til ministeren for at se, om hun er villig til at inddrage ordførerne i det her, siger Brigitte Klintskov Jerkel, der er socialordfører for Konservative til TV 2 Lorry.

Et §20-spørgsmål er et skriftligt spørgsmål, et folketingsmedlem kan stille direkte til en minister til skriftlig besvarelse.

quote For først bliver barnet udsat for vold, og så tager vi bagefter ikke mistanken alvorligt. Og det er altså vores ansvar at gøre. Det er ret voldsomme tal det her. Det er uhyggeligt

Per Frederiksen, psykolog hos Red Barnet

Også hos Radikale Venstre vil man arbejde videre med Red Barnets forslag.

- Det er et godt forslag og noget, vi skal arbejde videre med. Vi kan ikke have så mange børn, der går under radaren, siger Christina Thorholm, der er socialordfører for Radikale Venstre til TV 2 Lorry.

Socialminister vil følge udviklingen tæt

TV 2 Lorry har også spurgt socialminister Astrid Krag (S) om, hvorvidt hun vil gå videre med forslaget fra Red Barnet. 

- Når der er mistanke om vold mod børn, skal der handles og alle relevante faggrupper skal involveres. For når børn oplever vold, kan det bringe deres udvikling og sundhed i fare, og vi ved, at vold kan gå i arv, skriver hun i et svar til TV 2 Lorry. 

- Det var netop baggrunden for i sin tid at oprette børnehusene, hvor sociale myndigheder, politi og sundhedsmyndigheder kan koordinere udredningen i disse alvorlige sager. Med Børnene Først-aftalen sikrer vi en tættere opfølgning på kommunernes brug af Børnehusene. Det vil jeg følge tæt, for det er så vigtigt, at børnene får den rette hjælp, hvis de er udsat for vold, skriver socialministeren. 

I første omgang kommer Astrid Krag altså til at få §20-spørgsmålet fra Konservative.

Fakta:

I løbet af perioden 2020-2022 har alle børn fra Københavns Politikreds, der er blevet videoafhørt ved mistanke om vold, systematisk fået tilbudt en retsmedicinsk screening for synlige skader samt et tjek af aktuel sundhedstilstand. 200 børn har deltaget i projektet.


28 procent af de deltagende børn havde tegn på vold, mens der i 29 procent af sagerne i forlængelse af den retsmedicinske undersøgelse blev sendt en underretning til kommunen angående en helbredstilstand hos barnet, som krævede yderligere opfølgning hos læge eller tandlæge.


Denne nye procedure er sket som led i et 2-årigt tværsektorielt projekt i Børnehus Hovedstaden i samarbejde med Retsmedicinsk Institut, Københavns Universitet og Københavns Politi.


Formålet med projektet er at skabe et bud på ’best-practice’ for det fremtidige tværsektorielle samarbejde i sager med mistanke om vold mod børn.


Kilde: Børnehus Hovedstaden og Red Barnet


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik