Ny aftale skal få færre til at ringe til 1813

En ny aftale mellem Region Hovedstaden og de praktiserende læger skal give lægerne bedre mulighed for at tilse patienter i eget hjem.

Der er indgået en ny aftale med initiativer for 12 millioner kroner mellem Region Hovedstaden og Praktiserende Lægers Organisation i Hovedstaden.

Aftalen skal blandt andet sikre færre opkald til Akuttelefonen 1813, da de praktiserende læger nu får bedre mulighed for at tilse patienter i eget hjem.

Det oplyser Region Hovedstaden i en pressemeddelelse. 

- Jeg er meget glad for aftalen. Det viser, at vi vil de praktiserende læger i Region Hovedstaden. Ved at styrke det nære sundhedsvæsen sikrer vi, at mere klares mellem egen læge, kommune og borger, uden at hospitalet eller 1813 skal indover, fortæller formanden for sundhedsudvalget, Christoffer Buster Reinhardt fra Det Konservative Folkeparti, i en pressemeddelelse.

Aftalen bidrager også til en reduktion i antallet af indlæggelser og skaber et bedre sygdomsforløb, ved at der bliver knyttet et tættere bånd mellem de praktiserende læger og patienterne. 

- Det er især de ældre, men også udsatte borgere, der får glæde af den nye aftale, fortæller Christoffer Buster Reinhardt til TV 2 Lorry.

Forbindelsesofficer forebygger udfordringer

Kommunikationen om komplekse patientforløb bliver styrket mellem de praktiserende læger og regionens hospitaler. Dermed kan borgerne blive i behandling hos egen læge og undgå indlæggelse. Der sker cirka 18.000 af denne form for kontakter om året.

For at sikre en god dialog mellem 1813 og de praksiserende læger bliver der tilknyttet en såkaldt forbindelsesofficer, som skal udrede eventuelle udfordringer, der kan opstå mellem de to parter.

Finansieringen af den nye aftale vil indgå i de igangværende budgetforhandlinger i Region Hovedstaden.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik