Ny aftale: Praktiserende læger kan aflaste hospitalerne

En ny aftale mellem Region Hovedstaden og de praktiserende lægers regionale organisation PLO-Hovedstaden giver mulighed for, at praktiserende læger kan hjælpe til, hvis hospitalerne er pressede.

Presset på hospitalerne i Region Hovedstaden er på nuværende tidspunkt ikke kritisk, men skulle det ske at corona-patienter presser hospitalskapaciteten, så har regionen med en ny aftale sikret sig muligheden for ekstra arbejdskraft.

Aftalen, der er indgået mellem Region Hovedstaden og PLO-Hovedstaden, gør det muligt for praktiserende læger at træde til og aflaste hospitalspersonalet ved at hjælpe med at løse almenmedicinske problemstillinger. Hermed er endnu et samarbejde på tværs etableret under coronapandemien.

Det glæder Christoffer Buster Reinhardt (K), formand for Region Hovedstadens Sundhedsudvalg:

- Vi ved, at pandemien har været en hård omgang for vores personale, og der er stadig rigtigt travlt på mange afdelinger. Med denne aftale kan de praktiserende læger være med til at aflaste personalet, hvis vi igen kommer til at opleve et pres på hospitalerne, siger han i en pressemeddelelse og fortsætter:

Og så er jeg rigtigt glad for det gode og konstruktive samarbejde vi har med PLO-Hovedstaden; både om denne aftale og generelt om fælles løsninger til gavn for borgerne som fx vaccinationsindsatsen i lægepraksisserne.

Formand for PLO-Hovedstaden Peter Reistad er også begejstret for aftalen, selvom han erkender, det vil være begrænset, hvor meget lægerne kan træde til:

- Hvis indlæggelsestallene udvikler sig, så hospitalerne bliver pressede, giver det god mening, at vi praktiserende læger kan hjælpe, fx med at vurdere patienter, som er henvist fra 1813.

- Også i almen praksis er vi pressede i denne tid, både med at se patienter i klinikkerne og med at bidrage til vaccinationsindsatsen, så vi forventer ikke, at der vil være så mange læger, der vil kunne træde til. Men hvis tingene spidser til, bliver der brug for alle gode kræfter, siger han i pressemeddelelsen.

Aftalen gælder  fra første januar i år, og det vil være frivilligt for den enkelte læge, om han eller hun ønsker at træde til.

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik