Nu kan børn få coronavaccine hos egen læge

En aftale mellem PLO-Hovedstaden og Region Hovedstaden sikrer nu, at 5-11-årige også kan blive vaccineret mod corona hos de praktiserende læger.

Søndag var første dag, hvor danske børn i alderen 5-11 år havde mulighed for at få deres første stik med coronavaccinen.

Det foregik blandt andet i et vaccinationscenter på Amager.

Men nu skal en ny aftale sikre, at vaccinationen også kan finde sted i mere trygge rammer.

En aftale mellem PLO-Hovedstaden og Region Hovedstaden sikrer nemlig, at 5-11-årige nu også kan blive vaccineret mod corona hos de praktiserende læger. Det oplyser Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.

Nemt og trygt

Det er frivilligt for den enkelte praktiserende læge, hvorvidt han eller hun vil deltage. Mandag har 172 ud af 620 lægehuse meldt sig til ordningen.

Formanden for de praktiserende læger i Region Hovedstaden, Peder Reistad, opfordrer dog alle sine medlemmer til at overveje at tage del i vaccinationsindsatsen.

- For børnene og deres forældre vil det være nemt og trygt, hvis vaccinationen kan foregå hos deres egen læge eller alternativt i en klinik i samme lokalområde, tæt på hvor de bor.

"Brug for gode kræfter"

Og ifølge Regionsrådsformand, Lars Gaardhøj (S), er aftalen tiltrængt.

- Vi står i en vanskelig situation med stigende smittetal. Hvis vi skal godt igennem vinteren, er det meget vigtigt, at så mange som muligt bliver vaccineret, hvad enten det er første, andet eller tredje stik, de mangler, oplyser han i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Vi har brug for alle gode kræfter, og jeg er glad for, at de praktiserende læger vil hjælpe til i denne indsats.

Skal ens barn vaccineres, så kan man frit vælge, hvilken praktiserende læge, man bliver vaccineret hos. Vaccinationen behøver derfor ikke finde sted hos barnets egen læge.

Søndag blev flere end 60 børn i Region Hovedstaden vaccineret mod corona.

Fakta om aftalen

  • Der er nu åbnet for, at alle borgere fra 5 år og opefter kan blive vaccineret mod covid-19 ved en praktiserende læge.


  • Tilbuddet gælder for både 1., 2., og 3. vaccinationsstik. Du skal dog have invitation til vaccination for at kunne bruge tilbuddet.


  • Herudover kan regionens borgere også blive covid-vaccineret på et af regionens vaccinationscentre eller hos de to private virksomheder, Copenhagen Medical og Practio, som regionen også har indgået aftaler med.


  • Hvis du ønsker at blive vaccineret hos en praktiserende læge, så kig på lægens hjemmeside, om klinikken har åbnet for vaccination mod COVID-19.


Kilde: Region Hovedstaden

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik