Nu beder sundhedsvæsenet frivillige om at melde sig i kampen mod corona

Region Hovedstaden og Region Sjælland mangler hænder i kampen mod coronavirussen. Nu opfordres til frivillige til at melde sig under fanerne.

Der mangler sundhedsfaglige hænder til at løse den enorme beredskabsopgave, det danske sundhedsvæsen netop nu står over for med udbruddet af coronavirussen.

Derfor opfordres frivillige fagpersoner nu til at melde sig til et udvidet beredskab, der i den kommende tid skal bistå med en række forskellige opgaver.

Det oplyser Region Hovedstaden på sin hjemmeside, mens Region Sjælland ligeledes sætter gang i samme tiltag.

- Vi vil sørge for at være på forkant med udviklingen af coronavirus og covid-19, for vi forventer et større ryk-ind de kommende uger med akut sygdom. Derfor er der allerede mange studerende og pensionister, der har meldt sig til, men nu vil gerne have tilmeldingen centraliseret, siger regionsrådsformand i Region Hovedstaden Sophie Hæstorp Andersen (S) til TV 2 Lorry.

Der er brug for frivillige med forskellig faglig baggrund. Alle - fra læger og sygeplejersker til portører, pædagoger og social- og sundhedshjælper har mulighed for at melde sig, lyder det fra Region Hovedstaden.

Samme besked giver Region Sjælland:

- Vi forudser, at vi får brug for ekstra sundhedsfaglig og pædagogisk arbejdskraft i forbindelse med den aktuelle situation med COVID-19, siger administrerende direktør i Region Sjælland, Per Bennetsen.

- Derfor ønsker vi i Region Sjælland at tage imod interesserede pædagoger og sundhedspersoner, der kan medvirke til at løse denne store og alvorlige opgave på vores sygehuse. Det kan være tidligere ansatte, pensionister eller andre, der kan bidrage. Derfor opretter vi nu én indgang, hvor interesserede kan henvende sig.

Skal hjælpe med forskellige opgaver

Hos Region Hovedstaden skal de frivillige fagpersoner hjælpe sundhedsvæsenet med at løse sundhedsfaglige, pædagogiske eller praktiske opgaver.

Region Hovedstaden skriver, at opgaverne eksempelvis kan bestå i at ”sidde vagt på et hospital, varetage basal sygepleje, besvare opkald om corona eller foretage initial udredning af patienter”.

Derfor har regionen nu oprettet en hjemmeside, hvor frivillige med den relevante faglige baggrund kan melde sig til tjeneste.

Det sker blandt andet, fordi Region Hovedstaden de seneste dage har fået flere henvendelser fra sundhedspersonale uden for det danske sundhedsvæsen, som har tilbudt deres hjælp på regionens hospitaler.

De frivillige vil ifølge regionen få den nødvendige oplæring, og de vil blive kontaktet direkte af den afdeling, der har brug for deres hjælp.

Kan man ikke hjælpe på fuld tid, kan man angive, hvor timer om ugen, man kan stå til rådighed. Og så er det i øvrigt muligt at afmelde sig til hver en tid.

Du finder Region Hovedstadens hjemmeside og tilmeldingsportal på linket her.

Du finder Region Sjællands hjemmeside og tilmeldingsportal på linket her.

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik