Nørreport er lige så forurenet som Kina

Dieselbiler og regionaltog på Nørreport er blandt de største syndere, når det kommer til partikelforurening i København. Urban har målt antallet af ultrafine partikler på udvalgte steder i byen.      

De er så små, at der kan være flere hundredetusinde af dem i en enkelt kubikcentimeter luft, og når du trækker vejret, trænger de ned i de dybeste regioner af lungerne. Ligesom alle andre trafikerede storbyer er København fuld af ultrafine partikler. Derfor har Urban allieret sig med DTU-forskeren Gabriel Bekö, som har målt, hvor københavnerne har størst risiko for at indånde de sundhedsskadelige partikler.

Med 200.000 ultrafine partikler per kubikcentimeter er luften omkring en forbipasserende dieselbil på Nørreport den absolutte topscorer i Urbans undersøgelse. Til sammenligning ligger tallet på 12.000 i Købmagergade et stenkast derfra.

Resultatet overrasker ikke Steffen Loft, der er forsker ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet.

»Især dieselmotorer udleder mange små partikler, der let kan indåndes. Det, der gør sodpartikler fra dieselmotorer ekstra skadelige, er, at de også kan indeholde tjærestoffer, rester af smøremidler og metaller fra motoren,« siger Steffen Loft. 

Urbans undersøgelse viser også, at Nørreports fjernspor er det mest forurenede af alle trafikknudepunktets underjordiske perroner. Her falder Urbans målinger på intet tidspunkt under 80.000, og ryger helt op på 130.000 ultrafine partikler per kubikcentimeter, når de store regionaltoge forlader perronen. Både på S-togsperronen og på metrostationen er tallene lavere. 

»Det her er ligesom det mest beskidte sted i Kina. Det er langt højere end WHO's anbefalede grænseværdier,« siger Gabriel Bekö om forureningen på fjernsporet. 

Urbans målinger fra området omkring Nørreport viser også stor koncentration af ultrafine partikler. Ved et busstoppested ligger det gennemsnitlige antal på 40.000 per kubikcentimenter, og bag en HT-bus lander målingerne på 75.000.

Ifølge Steffen Loft er det svært at sige præcis, hvor store risici der er forbundet med at blive udsat for de forskellige mængder partikler. Men der er bestemt nok partikler i luften til, at det har en sundhedsskadelig effekt:

»Trafikbelastningen er stor nok til, at vi kan se en øget risiko for lungekræft og kronisk lungesygdom hos dem, der bor tæt på kilderne. De dage, hvor der er meget trafikforurening, får flere småbørn hvæsende vejrtrækning, og når der er mange partikler i luften, ser vi også flere slagtilfælde.«


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik