Navneleg for veje

Først hed vejene Henriksholm, Henrikspark, Henriksdal, Henrikslund, Henrikshøj og Henriksholms Allé. Men det duede ikke.

Så hed de Højen, Bøgelunden, Fredsskoven, Udsigten, Sletten, Herregårdshaven, Ved Mosen, Henriksholm og Henriksholms Allé. Men det duede heller ikke.

Så i denne uge har Byplanudvalget måtte på den for tredje gang for at finde passende navne til vejene i det kommende boligområde på Vedbæk Forsvarskommando. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

- Den først gang var navnene for enslydende. Det er for farligt og kan give anledning til misforståelser, siger formand for Byplanudvalget, Erik Mollerup (V).

Derfor sendte udvalget navnelegen tilbage til forvaltningen og Kongeegen A/S, som er det firma, der bygger de nye boliger, med besked om at finde på noget bedre.

Det gjorde de så. Troede de.

- Men anden gang var det navne, som ikke havde nogen identitet. Navne som Mosen og Sletten er ikke noget, der kan relateres til områdets historie og er ikke sigende, forklarer Erik Mollerup.

I historiebøgerne efter navne

Men onsdag gik det bedre. Denne gang har forvaltningen og Kongeegen A/S været i historiebøgerne. Først gennemgik man gamle kort, såvel topografiske som matrikelkort, men fandt kun få muligheder for nye vejnavne. Til gengæld var der bedre bid i områdets historie.

Man har opkaldt veje efter tidligere ejere af landstedet Henriksholm, efter Henriksholms arkitekt og efter gartner Alfred Avnholt, der stod bag de første Vedbækfund.

- Jeg synes, det er fint, at der er taget udgangspunkt i noget historisk eller geografisk. Det er bedre, end at de alle havde en benævnelse, der begyndte med Henrik, understreger Erik Mollerup.

Vejene kommer nu til at hedde Melchiorsvej, Clarasvej, Avnholtsvej, Borchsvej, Carl von Rosensvej, Bunkeren, Udsigten og Kommandanten. Henriksholms Allé beholder sit navn.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik