Min mening: Stram udlændingepolitik og bedre velfærd

En stram udlændingepolitik er nødvendig, hvis der skal bruges flere penge på velfærd. Det mener Martin Henriksen (DF), der påpeger, at København ikke skal fokusere på at være en international metropol.

Af Martin Henriksen, folketingskandidat for Dansk Folkeparti i Københavns Storkreds

Vi skal fortsætte med at føre en stram udlændingepolitik. Lige som vi skal sikre, at flygtninge vender hjem igen, så de kan være med til at genopbygge deres hjemlande. Det er det, som jeg står for. Den kurs skal fastholdes. Ellers bliver problemerne bare endnu større. 

Vi skal have asylstop og grænsekontrol mod Sverige, så vi sikrer, at den voldsomme kriminalitet, som er resultatet af årtiers dybt uansvarlig udlændingepolitik i Sverige, ikke breder sig til Danmark.

Vi skal forbyde Hizb ut-Tahrir. Jeg tror, at det var en øjenåbner for mange at se radikale islamister holde fredagsbøn på Christiansborg Slotsplads. Sådan en forening hører ikke hjemme i Danmark. DF er det eneste parti, der i Folketinget har stillet forslag om at forbyde Hizb ut Tahrir. Jeg går til valg på at forbyde Loyal to Familia og Hizb ut-Tahrir. 

Fokus på danskernes hovedstad

Der er problemer med integrationen i Hovedstadsområdet. Men der er naturligvis også personer med indvandrerbaggrund, som gør det godt, og som har taget Danmark og dansk kultur til sig. Ros til dem.

Jeg mener faktisk, at det også er i deres interesse, at vi fører en hård kurs overfor udenlandske kriminelle, og i det hele taget fører en restriktiv indvandringspolitik.  

MIN MENING

Frem mod det kommende folketingsvalg har TV 2 Lorry givet spidskandidater for alle partierne i storkredsene i Hovedstadsområdet mulighed for at komme til orde med holdninger og meninger.

Under overskriften "Min mening" skriver kandidaterne indlæg, som kan danne grundlag for en debat med andre kandidater og vælgere.

Jeg mener, at København skal være hele Kongeriget Danmarks hovedstad. Der er mange ting i København og i hovedstadsområdet, vi kan være stolte af. Men man bør fokusere mere på at være danskernes hovedstad end på at være en international metropol. 

Bedre velfærd

Tingene hænger sammen. Når vi bruger færre penge på indvandrere, der er på overførselsindkomst, så kan vi bruge flere penge på velfærd til dem, der har brug for det, dvs. udsatte børn og unge, de syge, de handicappede og de danskere, der igennem et helt liv har bidraget til velfærdssamfundet, og som nu med rette forventer at få lidt igen. Det er DF’s politik i en nøddeskal. Det er sådan, vi bør prioritere pengene. Det er sådan, vi får råd til at investere i vores fælles velfærd.

Jeg går også til valg på at gennemføre den sundhedsreform, som DF og regeringen er enige om. Mere nærhed, flere tilbud tæt på borgerne. Mere tryghed. Der skal IKKE lukkes hospitaler i Københavnsområdet. Til gengæld skal vi lukke Region Hovedstaden, som med Akuttelefonen 1813 og IT-problemer har vist, at de ikke har formået at styre sundhedsvæsenet til gavn for patienterne. 

Jeg går også til valg på den infrastrukturplan, som DF og regeringen har fremlagt. En plan, der sikrer nødvendige trafikale investeringer i Hovedstadsområdet. 

Men det vigtigste for mig, det er at understrege, at det er altafgørende for Danmark som helhed, at Christiansborg fortsætter med at føre en stram udlændingepolitik. Vi kan kun løse integrationsproblemerne ved at bekæmpe bandekriminalitet, udvise flere kriminelle udlændinge, hjemsende flygtninge og ved at begrænse indvandringen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik