Min mening: Mere vækst - mere København!

Vækst skaber muligheder og indfrier drømme, lyder det fra Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA), der mener, at København skal være et centrum for skarpe hjerner og flittige hænder.

Af Simon Emil Ammitzbøll-Bille, folketingskandidat for Liberal Alliance i Københavns Storkreds

Jeg elsker København!

Lonely Planet har lige udpeget København som dén by, man bare skal besøge i 2019. Jeg kunne ikke være mere enig.

Vores restauranter har sat nordisk gastronomi på verdenskortet, og hovedstaden trækker væksten i hele landet. Her er plads til at udvikle nye idéer, virksomheder og koncepter. Her er mulighed for at finde både ro og inspiration. Vi bygger nu mere metro, nye bydele og en havnetunnel, der flytter trafikken ud af centrum.

København som international metropol

Der er mange grunde til at være stolt af København.

Hele 40 procent af Danmarks BNP kommer fra hovedstadsområdet, og det gør den til hele Danmarks vækstlokomotiv. Men hvorfor stoppe her?

For hvis vi gør os lidt mere umage, så kan vi også gøre København til en international metropol.

Det kræver dog, at vi får sat yderligere turbo på den økonomiske vækst, som i international sammenhæng ikke er imponerende.

Vækst skal vise vejen for Danmark

Økonomisk vækst er ikke bare godt for samfundsøkonomien. Vækst skaber muligheder og indfrier drømme, når borgere går fra passiv forsørgelse og ind på det inkluderende arbejdsmarked.

MIN MENING

Frem mod det kommende folketingsvalg har TV 2 Lorry givet spidskandidater for alle partierne i storkredsene i Hovedstadsområdet mulighed for at komme til orde med holdninger og meninger.

Under overskriften "Min mening" skriver kandidaterne indlæg, som kan danne grundlag for en debat med andre kandidater og vælgere.

Skal vi skabe mere vækst, er det afgørende, at vi blandt andet letter personskatter og gør det endnu mere attraktivt at etablere og drive virksomhed.

Vi skal helt afskaffe registreringsafgiften for at styrke mobiliteten og give familierne råd til at købe en sikrere og mere miljøvenlig bil. Og så skal vi ikke mindst have sat den tårnhøje aktiebeskatning ned, så vi imødekommer iværksættere og små- og mellemstore virksomheder.

Faktisk er danske iværksættere helt i særklasse, når det gælder evnen at skabe verdensomspændende og globale tech-selskaber. Men vi er ikke tilstrækkeligt attraktive til også at holde på virksomhederne, mens de vokser. Mange søger udenlands for at rejse kapital, og dermed forsvinder meget af værdiskabelsen ud af landets grænser.

Derfor er der behov for et langt mere konkurrencedygtigt skattesystem, så vi ikke beskatter de største talenter ud af landet.

For jeg har en ambition om, at København ikke bare skal være Danmarks store lokomotiv. København skal være et nordeuropæisk centrum for de skarpeste hjerner og flittigste hænder.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik