Mette Frederiksen indkalder til pressemøde om coronastrategi

Onsdag vil statsminister Mette Frederiksen informere om regeringens coronastrategi.

Statsminister Mette Frederiksen (S) indkalder til pressemøde om coronastrategien for de kommende måneder.

Det kommer til at foregå onsdag klokken 10, oplyser Statsministeriet i en pressemeddelelse.

Pressemødet handler om den coronastrategi, som regeringen flere gange har varslet, ville komme inden sommerferien.

Den kommer ifølge Ritzaus oplysninger både til at have et spor om vaccination og test, for bare at nævne nogle.

Tidligere tirsdag fortalte sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at BA.5-varianten nu er den dominerende i Danmark.

Det skrev han på Twitter, hvor han også oplyste, at både antallet af smittetilfælde og positivprocenten stiger.

Og netop stigende smitte specielt i Region Hovedstaden fik i sidste uge Epidemikommissionen til at opjustere risikoniveauet for coronavirus til niveau 2.

Det betyder, at der er "potentiale for lav sygdomsbyrde".


Kommissionen skrev i sin risikovurdering for uge 24, at baggrunden for at opjustere risikoniveauet i Region Hovedstaden er, at den stigning i smitten, der er set på det seneste, især er sket i Region Hovedstaden.

- Antallet af bekræftede tilfælde med covid-19 er steget fra 3805 tilfælde i uge 22 til 5830 i uge 23 svarende til en stigning på 53 procent. Stigningen i incidens ses især i Region Hovedstaden, hvor stigningen svarer til 70 procent, skriver Epidemikommissionen.

Kommissionen understreger, at meget få på nuværende tidspunkt bliver alvorligt syge af at blive smittet med coronavirus.