Mere end hver tiende udebliver fra brystkræftsscreening i Region H

Det er spild af samfundets ressourcer, mener formanden for Region Hovedstadens Sundhedsudvalg, der vil indføre bøde for udeblivelse.

Når Jane Fraenkel og hendes kolleger fra Region Hovedstaden skal screene kvinder for brystkræft, sker det alt for ofte, at kvinderne ikke møder op og ikke har meldt afbud.

Mere end hver tiende udebliver nemlig – uden at melde afbud – fra de indkaldelser til brystkræftscreeninger, de har modtaget fra regionen.

Det viser tal fra det seneste møde i regionens Sundhedsudvalg.

- Det er rigtig ærgerligt, at der er mange, der vælger ikke at møde op, og ikke giver besked om det.  For det ville jo betyde, at vi kunne bruge tiden på nogle andre, siger Jane Fraenkel, der er overradiograf på flere af regionens mammografiafdelinger.

Nuancerer man tallet, svarer det til, at 36 kvinder hver dag året rundt – også juleaften – ikke dukker op til den tid, der er afsat til dem.

Jane Fraenkel er som overradiograf træt af, at en ud af ti aldrig dukker op til deres aftaler.
Jane Fraenkel er som overradiograf træt af, at en ud af ti aldrig dukker op til deres aftaler.
Foto: TV 2 Kosmopol

Spild af samfundets ressourcer

Den statistik vækker harme hos Region Hovedstadens Sundhedsudvalg.

- Det er jeg meget forarget over. Jeg synes, det er spild af samfundets ressourcer, det er spild af er spil af medarbejdernes tid, og det er mangel på respekt, siger Christoffer Buster Reinhardt (K), der er formand for Region Hovedstadens Sundhedsudvalg.

Udeblivelserne koster hvert år regionen 4,3 millioner kroner. På det seneste møde i Sundhedsudvalget blev regionsrådspolitikerne enige om, at der nu skal iværksættes en strategi for at nedbringe udeblivelserne.

- Vi er enige om at det er et alt for stort problem. Vi kan ikke bare se til mens vi spilder sundhedsvæsenet knappe ressourcer, siger Christoffer Buster Reinhardt.

Derfor er det besluttet, at der skal laves kampagner. Og så skal der laves et forsøg, hvor en gruppe kvinder i stedet for at få indkaldelsen via e-boks selv aktivt booker en tid til screening.

Christoffer Buster Reinhardt (K), formand for Region Hovedstadens Sundhedsudvalg, ville gerne indføre afgifter lig parkeringsbøder for udeblivelser.
Christoffer Buster Reinhardt (K), formand for Region Hovedstadens Sundhedsudvalg, ville gerne indføre afgifter lig parkeringsbøder for udeblivelser.
Foto: TV 2 Kosmopol

Udvalgsformand vil indføre bøde for udeblivelse

Men står det til udvalgsformanden, så vil han faktisk gerne gå endnu længere.

- Men hvis det (kampagnen og forsøget, red.) ikke virker, så mener jeg personligt, at vi skal gå videre og sige, at det også må koste borgeren en bøde at udeblive, siger Christoffer Buster Reinhardt.

Hvor meget skal bøden være på?

- Jeg synes at den bøde skulle være i parkeringsbødestørrelsen. Jeg har dog ikke ret til at kunne indføre en bøde. Det skulle sundhedsministeren godkende i så fald. Derfor gør vi de andre ting til at starte med, siger han og understreger, at bøde-idéen er hans eget principielle standpunkt.

- For jeg synes ikke, det skal være gratis at spilde hinandens tid og ressourcer.

Mens Sundhedsudvalget vil arbejde videre med at få nedbragt aflysningerne uden afbud, vil overradiograf Jane Fraenkel i stedet komme med en opfordring til kvinderne:

- Jeg synes, de skal komme til screeningen, for det er et rigtig godt tilbud, vi har i region Hovedstaden, siger Jane Fraenkel.

Og hvis de ikke vil?

- Så skal de melde afbud.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik