Masser af fejl på hospitalerne på grund af arbejdspres

Personalet på Region Hovedstadens hospitaler springer opgaver over, og laver fejl på grund af travlhed. Stribevis af påbud fra Arbejdstilsynet.

I øjeblikket bliver det diskuteret, hvilken betydning planlagte millionbesparelser vil få for Region Hovedstadens hospitaler.

Nu viser det sig, at hospitalerne allerede er i knæ. Flere faggrupper på flere forskellige hospitaler springer opgaver over og laver fejl på grund af travlhed.

Det viser en række påbud fra Arbejdstilsynet, som TV 2 Lorry har fået aktindsigt i.

Arbejdstilsynet har i 2015 besøgt Region Hovedstadens hospitaler og har givet en stribe påbud, som alle handler om travlhed.

For eksempel har Arbejdstilsynet været på besøg på Lunge- og Infektionsmedicinsk Afdeling på Nordsjællands Hospital, hvor "mange samtidige arbejdsopgaver og afbrydelser er en kilde til fejl i journalerne, hvor det sker at billeder og blodprøver kobles med en forkert patient", som det hedder i rapporten.

Arbejdstilsynet har desuden noteret sig, at arbejdspresset på samme afdeling viser sig ved, at medarbejderne på daglig basis ikke har tid til at holde pause og kan have svært ved at nå drikke og gå på toilettet. Ledelsen er dog uenig i, at det er generelt for medarbejderne.

På Rigshospitalet sker det løbende, at de må sende kvinder hjem, der er mødt op for at få sat fødslen i gang. I nogle tilfælde er det sket flere gange. 

Og på Kirurgisk Akutmodtagelse på Bispebjerg Hospital kniber det for sygeplejerskerne med altid at nå kateterskrift, skift af forbindinger og tjek af sår. Og det øger ifølge medarbejderne selvinfektionsrisikoen.

I lyset af de eksempler Arbejdstilsynet kommer med i deres mange påbud, kalder kredsformanden for sygeplejerskerne i Hovedstaden, Vibeke Westh, de planlagte millionbesparelser "vanvittige":

- Det virker fuldstændig urealistisk, at der i en tid, hvor der ikke engang er tid til mange af de basale ting, og vi faktisk ikke kan nå det, som patienterne har krav på, at vi så er i en situation, hvor vi skal ud og spare yderligere. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik