Mange tilmeldte donorer dukker aldrig op i blodbanken

Blodbanken i Region Hovedstaden vil have flere tilmeldte bloddonorer til at dukke op til tapning.

Blodbanken i Region Hovedstaden beder om hjælp på sociale medier.

Denne gang handler det ikke om at få nye bloddonorer til at tilmelde sig. Det handler i stedet om at finde ud af, hvad man skal gøre for at få de allerede tilmeldte til rent faktisk at dukke op. 

- Det er noget, vi er opmærksomme på. Folk melder sig til, men så dukker de ikke op til den første tapning. Vi må gøre noget her fra blodbankens side for at få dem lokket herhen, lyder det fra Morten Bagge Hansen, der er blodbankchef i Region Hovedstaden.

Tilmeldte donorer, som ikke er sat i pause og som ikke har givet blod i tre år, bliver inaktiveret. Det skyldes, at blodbanken er nødt til at kende antallet af aktive donorer.

Tal viser nu, at over 30 procent af dem, der bliver inaktiveret, aldrig har givet en eneste portion blod. 

Blodbanken vil gerne have nedbragt det tal og har derfor forhørt sig hos sine følgere på sociale medier for at blive klogere på, hvorfor så mange tilmeldte bloddonorer er passive. 

Svarerne er mange men kredser især om to ting:

- Nogle af dem er lidt bange for tapningen eller bare usikre på, hvad det går ud på, og andre har svært ved at få det passet ind i en travl hverdag, fortæller Morten Bagge Hansen.

Informationsfilm, 'donor-ven' og åbningstider

Blodbanken har også spurgt sine følgere om gode råd til, hvad man kan gøre for at få flere til at dukke op. 

- Vi har fundet ud af, at vi vil lave nogle informationsfilm, og så overvejer vi at lave en ordning med en 'donor-ven'. Det skal være en person, der har prøvet det før, som kan komme med og afdramatisere den første tapning. Derudover vil vi arbejde med vores åbningstider, for dem nævner de passive donorer ofte som et problem. Vi kunne godt tænke os flere aftentider og også mulighed for tapninger i weekenden, lyder det fra Morten Bagge Hansen. 

Blodbankchefen håber, at man fremover vil se flere af de tilmeldte donorer til tapning. 

- Det er en rigtig god oplevelse at give blod, Man får det godt af det, nogle svæver nærmest herfra. Det kan jeg kun anbefale. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik