Mange cyklister erstatter bilen med elcyklen

Flere danskere vælger elcyklen fremfor bilen. Især i hovedstadsområdet er der mange, der kører på elcykel.

Arkivfoto. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Flere elcyklister foretrækker deres cykel fremfor bilen. Det viser en ny landsdækkende undersøgelse fra Vejdirektoratet.

Knap halvdelen af deltagerne svarer, at deres elcykel har erstattet ture med bilen, og at de har fået en mere effektiv hverdag, fordi det er muligt at transportere sig fra dør til dør uden at tænke på trafik, myldretid og parkeringsmuligheder.

Læs også Tilbud fra kommunen: Drop bilen og lån en elcykel

- Det er rigtig godt, at elcyklen formår at trække så mange trafikanter ud af bilen og over på cykelstierne. Ikke alene får man mere motion på en elcykel, men det er også en langt mere klimavenlig løsning, siger transportminister Benny Engelbrecht fra Socialdemokratiet i en pressemeddelelse.

- På den måde viser undersøgelsen, at elcykler er en del af nøglen til at mindske CO2-udledningen fra biltrafikken, og at de kan spille en vigtig rolle i forhold til at fremme en grøn omstilling af transportsektoren, fortsætter ministeren.

Erstatter bilen

Region Hovedstaden er den region i Danmark, der er hjemsted for flest elcykler. Tæt på hver tredje elcykel i landet tager således sine daglige ture på cykelstier og veje i hovedstadsregionen.

Samme undersøgelse viser også, at elcyklen helt eller delvist erstatter bilen som transportmiddel.

Læs også Efter hastemøde: Lynhurtig elcykel kræver kørekort

- Undersøgelsen dokumenterer, at elcyklen virkelig kan noget i arbejdet med at flytte bilister over på cykel, siger Klaus Bondam, direktør i Cyklistforbundet og fortsætter:

- Jeg håber, at undersøgelsen giver anledning til i højere grad end i dag at tænke cykelinfrastruktur og gode forhold for cykler ind i det nødvendige arbejde for at reducere den stadig stigende trængsel på vores veje og for at sætte strøm til den grønne omstilling af persontransporten.

Ifølge Vejdirektoratet vil der ske en stigning i antallet af elcykler på landsplan. I alt har otte procent af danskerne en elcykel, og 10 procent overvejer at købe en.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik