Mange belaster akuttelefonen unødigt: "Benyt apoteket i stedet"

Weekenden igennem har der været timelange køer til akuttelefonen 1813, men det kan nemt undgås, lyder det fra Danmarks Apotekerforening.

Halvanden times ventetid på at komme igennem til vagtlægen søndag frustrerer Region Hovedstaden, der administrerer akuttelefonen.

Mange af opkaldende blokerer nemlig for dem, der er akut syge, lyder det.

Og det er særligt opkald fra folk, der vil have fornyet deres receptpligtige medicin, fordi deres egen læge er på ferie, som er et problem.

Derfor opfordrer Danmarks Apotekerforening mandag til, at man tager en tur på apoteket, hvis recepten på den medicin, man tager, er udløbet.

"Ordningen med, at man kan få hjælp på apoteket, hvis recepten er udløbet i eksempelvis ferieperioden, er nu tre år gammel, og der er stadigvæk mange, der ikke er opmærksomme på denne mulighed," fortæller sundhedsfaglig direktør Birthe Søndergaard fra Danmarks Apotekerforening.

Apotekerne kan hjælpe med følgende slags medicin:

Insulin, p-piller, syrehæmmende medicin mod for meget mavesyre, forebyggende medicin mod den kronisk tarmsygdom colitis ulcerosa, adrenalin mod anafylaktisk chok, hormonnæsespray mod allergi samt hormoncreme mod eksem og psoriasis. Desuden kan apoteket udlevere medicin mod forhøjet blodtryk, kolesterol, astma, KOL, allergi og knogleskørhed.

Gælder det p-piller, som vagtlægerne normalt ikke vil forny recepten på, skal man have brugt dem i mindst et år.

- Vi er ikke en servicetelefon

På apotekerne er det de uddannede behandlerfarmaceuter, der kan forny recepterne, hvis man har en gyldig ordination fra lægen, og man har været i stabil behandling med medicinen i mindst et halvt år.

"Behandlerfarmaceuternes autorisation til at genordinere medicin er netop lavet for at hjælpe i situationer, hvor lægen måske holder ferie, og man har glemt at forny recepten. Det er ikke meningen, at regionernes akuttelefoner skal bruges til den slags," siger Birthe Søndergaard.

Apoteket skal udlevere den mindste pakning, og man må efterfølgende kontakte lægen, når han eller hun er tilbage fra ferie.

Anders Damm-Hejmdal, der er cheflæge hos 112 og 1813, opfordrede søndag i TV 2 Lorry til, at folk tænker en ekstra gang, inden de ringer til akuttelefonen.

- Hvis det er noget medicin, man ikke kan leve uden, skal det selvfølgelig fornyes. Men ellers skal man vente til, egen læge åbner. Vi er ikke en servicetelefon, hvor man lige kan ringe, hvis man skal på ferie, har glemt sin medicin eller ringer, hvis man lige synes, det passer bedre.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik