Region lovede bod og bedring - men corona giver fortsat forsinkede svartider på brystkræftscreeninger

Svartiden på brystkræftscreeninger i Region Hovedstaden skulle have været tilbage ved regionens målsætning på 14 dage. Nu holder forventningerne ikke stik.

Patienter i Region Hovedstaden, der venter på svar for brystkræftscreeninger, må de kommende måneder væbne sig med tålmodighed.

Der kommer nemlig fortsat til at være store forsinkelser i svartidene.

Det til trods for, at formand for Sundhedsudvalget i Region Hovedstaden, Christoffer Buster Reinhardt (K), for mindre end to uger siden fortalte til TV 2 Lorry, at svartiderne ville overholde regionens målsætning i slutningen af februar.

Det viser sig nu, at regionens forventning om, at svartiderne fra og med februar ville være tilbage på regionens mål om en maksimal svartid på 14 dage, alligevel ikke holder stik.

- Det står beklageligvis klart nu, at den vurdering var for optimistisk. Det må påregnes, at problemet med forlængede svartider fortsætter i hvert fald hen over foråret, skriver administrationen i en opfølgende orientering til Sundhedsudvalget, som TV 2 Lorry har set.

Udvalgsformand Christoffer Buster Reinhardt er langt fra tilfreds med meldingen, som han fik overbragt mandag formiddag.

- Jeg vil gerne beklage rigtig, rigtig mange gange på Region Hovedstadens vegne. Det er en brandærgerlig situation, og jeg kan godt forstå den utryghed, der er. Vi gør alt, hvad vi kan for få nedbragt ventetiden. Det har vist sig at være for sårbart, og det handler vi på nu.

- Vi har fundet ud af, at problemet stikker dybere, fordi der fortsat er fravær i den meget lille gruppe af medarbejdere, som står for det, siger han til TV 2 Lorry.

Op til 58 dages svartid

Normalt har Region Hovedstaden et mål om en maksimal svartid på brystkræftscreeninger på 14 dage.

Men som TV 2 Lorry kunne fortælle i februar, så ventede nogle patienter i november i op til 58 dage, mens patienter i december og januar også ventede på svar i længere tid end 14 dage.

Forklaringen var dengang corona og et IT-nedbrud.

Og mens der halvanden uge senere er kommet styr på IT-nedbruddet, så slås regionen fortsat med langtidssygemeldinger blandt radiologerne. Derfor arbejde regionen på at rekruttere flere medarbejdere.

- Vi skal ud og have et mere robust setup. Det gør vi blandt andet ved at rekruttere flere radiologer. Vi tager et utraditionelt skridt og prøver at rekruttere svenske medarbejde over Sundet, fortæller Christoffer Buster Reinhardt.

De lange svartider betyder, at regionen nu - endnu engang - må prioritere blandt deres patienter. Det betyder, at de patienter, hvor der er en konkret mistanke om brystkræft, kommer først.

- Men hvis nogle føler en knude i brystet eller har mistanke, om at der skal være noget, så skal de kontakte deres praktiserende læge uden at holde sig tilbage. Så bliver de visiteret ind i en helt andet spor, hvor det går meget hurtigere, siger Christoffer Buster Reinhardt.

Forsinkelser kan være alvorlige

Ifølge Kræftens Bekæmpelse er der i gennemsnit 30 kvinder, som hver måned får opdaget brystkræft eller forstadier til brystkræft ved brystscreeninger i Region Hovedstaden.

Overlæge Janne Bigaard så i februar med stor alvor på de store forsinkelser, som patienterne havde oplevet de forgangende måneder.

- Langt de fleste, der deltager i screeningsprogrammet, er heldigvis raske, men for dem, der viser sig at have kræft, kan det være alvorligt med en forsinkelse. Det kan udsætte behandlingen, og det betyder noget for kvindernes chance for at overleve, udtalte Janne Bigaard dengang i en artikel på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside.

Christoffer Buster Reinhardt fortæller til TV 2 Lorry, at man endnu ikke ved, hvor lange svartiderne er i øjeblikket, og hvor mange patienter, der er ramt af de forsinkede svartider.

Han fortæller, at han har fået at vide, at svartiden vil være tilbage på målsætningen om 14 dage i løbet af nogle måneder.

TV 2 Lorry bragte i sidste uge et indslag om de forsinkede svartider på brystkræftscreeningerne i Region Hovedstaden. Se mere i dette indslag:

Kort nyt.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik