Lockoutede lærere danner kilometerlang menneskekæde

Tusindvis af lærere stod side om side i en menneskekæde fra Roskilde til København i protest mod lockout.

Selv om der er 35 kilometer mellem Roskilde og København, er det tilsyneladende ikke noget problem at skabe en lang menneskekæde af lockoutede skolelærere. Opbakningen var nemlig enorm, fortæller en af arrangørerne bag protestaktionen tirsdag morgen.

- Der har været en begejstring og en stemning, som jeg aldrig har oplevet blandt lærere. Der har stået massivt med mennesker fra Roskilde til København, siger lærer i Albertslund Kommune og medarrangør Nikolaj Gunnarson til Ritzau.

- Vi vil gerne vise, at lærerne står sammen, og at vi er klar til at kæmpe. Om det så er en måned eller to måneder. Vi er der, og vi er klar, siger han.

5000-6000 personer deltog

Aktionen foregik i morgenmyldretiden tirsdag fra 7.30 til 8.30, og Nikolaj Gunnarson fortæller, at mange bilister dyttede som en sympatitilkendegivelse for lærerne. Selv ordensmagten gav lyd fra sig.

- Politiet har sat horn på og vinket til os. De ved godt, at de er de næste. Lærerne er første skridt, og så er det resten af de offentligt ansatte, der bliver rullet over ved de næste overenskomstforhandlinger, siger Nikolaj Gunnarson.

Han anslår, at der i hvert fald deltog 5000-6000 personer i menneskekæden. Flere tilmeldte sig imidlertid i sidste øjeblik, og derfor anslår arrangørerne, at tallet formentlig er højere.

Puslespil at koordinere aktionen

Det har været et større puslespil at koordinere de mange tusinde lærere i menneskekæden. Derfor har arrangørerne arbejdet i døgndrift de seneste fire-fem dage for at få det hele til at gå op i en højere enhed.

Og i Albertslund lærerkreds er man godt tilfreds med aktionens forløb.

- Det har været super fedt, slår Nikolaj Gunnarson fast.

Lærerkredse fra 22 kommuner på hele Sjælland deltog i protestaktionen, som er rettet mod Kommunernes Landsforening, hvis lockout af lærerne trådte i kraft sidste mandag.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik