Ledige vaccinationstider i hobetal - 140.000 stik klar til at skydes af

Region Hovedstaden melder om ekstremt mange ledige vaccinetider. Det er spild af kapacitet, lyder det fra formand for regionens Sundhedsudvalg.

140.000. 

Så mange ledige vaccinationstider venter på at blive booket i Region Hovedstaden frem mod den 23. august.

Ifølge Christoffer Buster Reinhardt (Kons), der er formand for Sundhedsudvalget i Regions Hovedstaden, er det et stort problem.

- Det er jo en kapacitet, der står ledig, og vi har medarbejdere klar til at give vaccinen mod covid-19. Og derudover er det også et problem i forhold til at holde smitten nede i samfundet, og det synes jeg, at vi har en fælles forpligtigelse til, og det kan man kun ved at lade sig vaccinere, siger han til TV 2 Lorry.

Region Hovedstaden kan tage imod 25.000 borgere hver dag, men kun mellem 10.000-15.000 borgere har dagligt booket en tid.

Generelt problem

Det er dog ikke kun Region Hovedstaden, der har massere af ledige tider.

Også i Region Sjælland melder man om hele 125.000 ledige vaccinationstider til og med den 29. august.

Christoffer Buster Reinhardt mener, at det blandt andet er sommerferien, der spænder ben for vaccinationsindsatsen.

- Jeg kan forestille mig, at mange er på vej hjem fra sommerferie, og dem opfordrer jeg til at booke en tid, der hvor de er, og så kan man altid få andet stik lokalt, hvor man bor, fortæller han.

Han mener ikke, at man burde have nedjusteret vaccinationsindsatsen til sommeren er ovre.

- Jeg synes, det skal være muligt at få en hurtig tid, og der er ingen grund til at vaccinerne ligger og samler støv. Jeg synes da, at vi skal have vaccinerne ud at arbejde, lyder det fra formanden. 

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik