Lang ventetid til vaccinationsbooking – borgere venter i telefonkø i timevis

Region Hovedstaden vil nu arbejde endnu hårdere for transparens, så færre borgere er i tvivl om vaccineforløb.

Telefonkøerne har de seneste to uger været lange for borgerne i Region Hovedstaden, som har forsøgt at booke coronavaccination gennem regionens corona-hotline.

Det oplyser Region Hovedstaden til TV 2 Lorry.

quote Nogle borgere har ringet hver dag for at høre, om der var vacciner tilbage.

Jonas Egebart, fmd. Reg. H. Vaccinations-Task Force

Onsdag var ventetiden på at komme igennem til corona-hotlinen hele to timer.

Ifølge Jonas Egebart, som er lægefaglig vicedirektør på Nordsjællands Hospital og formand for Region Hovedstadens Vaccinations-Task Force, er der ikke et entydigt svar på, hvorfor så mange borgere ringer – men utilstrækkelig kommunikation kan meget vel være én af dem.

- Nogle borgere har ringet hver dag for at høre, om der var vacciner tilbage.

- Det kan jeg godt forstå, for man har været bekymret for, om de var blevet overset. Vi arbejder sammen med sundhedsmyndighederne på, at det bliver tydeligere, hvornår der er vacciner og til hvem, siger Jonas Egebart til TV 2 Lorry.

Et uskønt forløb

Ifølge Jonas Egebart er det heller ikke mærkeligt, at der opstår både forvirring og bekymring. 

I starten af året fik en række borgere i henholdsvis vaccinationsgruppe 2,3 og 5 invitation til at booke en tid til vaccination mod covid-19.

Kort tid efter oplevede Danmark sammen med resten af Europa, at der pludselig var usikkerhed om leverancen af de eftertragtede vacciner, som Danmark har sikret sig adskillige millioner af. 

Og det besværliggjorde vaccinationsplanen, så de borgere, som allerede var inviteret til at blive vaccineret, ikke kunne booke tider – og siden har ventet på at få mulighed for at få stikket.

- Jeg tror, at sagen er, at det har været en meget ærgerlig proces for alle parter, hvor mange borgere har fået en invitation, hvorefter vi løb tør for vacciner, siger den lægefaglige vicedirektør.

Brug hjemmesiden, hvis du kan

Jonas Egebart pointerer også, at en del af opkaldene til regionens corona-hotline kan undgås, hvis flere bruger hjemmesiden vacciner.dk til at booke vaccinationstid.

- Vi vil helst have, at folk bruger vacciner.dk, når der skal bookes tider.

- Men det er ikke retfærdigt at sige, at telefonen er blevet brugt for meget. Det har været en ærgerlig situation for alle parter – og nu har vi heldigvis åbnet tider i næste uge for dem, som har ventet længe, siger han.

Torsdag har Region Hovedstaden mere end 2.500 ledige tider til vaccination af inviterede borgere i gruppe 2 og 5.

De kan bookes på vacciner.dk, hvis man har NemID. Alle, der har NemId, skal bruge vacciner.dk og booke en tid der. Er alle tiderne brugt, så opfordres man til at tjekke regionh.dk, hvor status løbende bliver opdateret.

- Alle dem der kan må meget gerne bruge vacciner.dk. Hvis ikke man kan få en tid, er der nok ikke nogen. Hvis der ikke er tider, men man alligevel er i tvivl, kan man gå ind på regionh.dk, hvor der bliver opdateret med vacciner og vaccinetider dagligt, siger Jonas Egebart.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik