14-årige Grace Buckley bor på nuværende tidspunkt ikke på et teenageværelse med idolplakater, bamser og tøj.
Siden marts har hun nemlig mere eller mindre boet fast på Rigshospitalet i København.
Det har hun, fordi hun har gennemgået en kemoterapibehandling for leukæmi.
Jeg oplever tit, at folk har ondt af mig. Det, synes jeg, er rigtig irriterende.
Behandlingen tager så hårdt på kroppen, at Grace ikke har måttet være i kontakt med andre mennesker, tage offentlig transport eller anstrenge sig i det daglige, og derfor har hun levet mere eller mindre isoleret på sin afdeling.
Efter jul skal hun tilbage i klasseværelset på Sankt Joseph Privatskole, og selvom hun glæder sig, giver det også anledning til bekymringer.
For er alting nu forandret, når man er tilbage hos vennerne? Og kan man få lov til at tale om andet end sin sygdom?
- Hun har været bekymret for, hvordan det vil være rent socialt. Om klassen har forandret sig. Om relationerne er anderledes. Og det kan jeg godt forstå. Jeg kan bare ikke gøre andet end at støtte hende og hjælpe hende med at håndtere det, når det kommer, forklarer hendes far, Stephen Buckley.
Han og moren har boet på skift hos Grace på Rigshospitalet, og så har hendes 12-årige lillebror været der i det omfang, han har haft tid og lyst.
Hver fjerde føler sig holdt udenfor
Børnecancerfonden har foretaget en stikprøve blandt 72 børn og unge, der har deltaget i arrangementer eller tilbud til kræftramte børn og familier.
50 af respondenterne modtog undervisning i folkeskole, efterskole eller privatskole.
Hver fjerde respondent svarede, at de dagligt eller flere gange om ugen føler sig ignoreret eller holdt udenfor, efter de har haft kræft.
Flere syge børn føler sig holdt udenfor
Graces bekymringer er ikke enestående eller grebet ud af den blå luft.
En ny stikprøve fra Børnecancerfonden viser, at hver fjerde barn oplever at blive holdt udenfor, når de vender tilbage i skolen efter sygdom.
Raske unge har svært ved at finde ud af, hvordan de skal inddrage deres syge ven eller veninde, men det handler ikke om manglende hensynstagen, forklarer Hanne Bækgaard, der er sygeplejerske, ph.d. og leder af rehabiliteringsprojektet RESPECT på Rigshospitalet.
Når mange børn og unge føler sig isolerede i skolen, så dækker det over en større kompleksitet:
- Under kræftbehandlingen forestiller mange børn og unge sig, at den skole og de kammerater, som de havde inden deres sygdom, ikke har forandret sig, og er der når de kommer tilbage. Men de har mistet en stor del af deres fælles bagage, de fælles oplevelser og gensidige relationer - dem skal de først til at genopbygge, siger Hanne Bækgaard.
Derfor har Grace Buckley da også haft nogle tætte veninder til at komme på hospitalet og holde hende opdateret på, hvad der nu sker blandt kammeraterne i skolen.
Grace: Mine venner skal ikke have ondt af mig
Grace krydser fingre for, at hun ikke blot vil være hende den syge, når hun er tilbage i klasseværelset efter jul.
- Jeg oplever tit, at folk har ondt af mig. Det, synes jeg, er rigtig irriterende. For jeg har det fint, selvom jeg er syg, fortæller hun til TV 2 Lorry.
Hun gerne vil have, at vennerne spørger åbent til sygdommen, men at de samtidig inddrager hende på lige fod med alle andre.
De må gerne invitere hende med til fest, selvom de ved, at hun ikke må eller kan.
- Så vil jeg føle, at jeg stadig er en del af gruppen, men at jeg får lov til at sige nej, fordi jeg ikke kan. Så længe jeg får tilbuddet, bliver jeg glad, siger hun.
Og så må kammeraterne hellere spørge, hvordan hun har det, i stedet for eksempelvis om hun kedede sig på hospitalet:
- Det, synes jeg, er et dumt spørgsmål. Fordi det gør jeg ikke. Der foregår så mange ting herinde. Jeg er syg, så jeg har rigeligt at tage mig til. Og selv hvis jeg kedede mig, så synes jeg ikke, at det giver mening, du spørger, for du kan ikke gøre noget ved det så, siger hun til TV 2 Lorry.
