Kræftramte unge gør op med tavshed og tabuer

Hvert år får 1.400 unge i alderen 15 til 39 konstateret kræft. Nu tager 11 af dem på turné i hovedstadsområdet for blandt andet at gøre os til bedre pårørende.

Unge kræftramte risikerer at blive dobbelt ramt.

Ikke bare af sygdommen, men også af ensomhed.

Fortællerkorpset

  • Hvert år får 1.400 unge i alderen 15 til 39 konstateret kræft.
  • I Fortællerkorpset har Ung kræft (Kræftens Bekæmpelse) uddannet 11nuværende og tidligere kræftpatienter til at fortælle deres historie.
  • De kan bookes til at holde oplæg på eksempelvis ungdomsuddannelser, arbejdspladser og hospitaler.

Kilde: Ung kræft

Derfor har Ung kræft startet et nyt fortællerkorps, hvor 11 unge, der enten er eller har været syge, deler alle de svære ting - deriblandt skrøbelige venskaber.

Èn af fortællerne er 25-årig Henriette Berthel, der indtil for nylig har haft diagnosen brystkræft:

- Jeg følte mig meget ensom, og jeg kunne ikke rigtigt forstå det, for jeg havde det jo sådan, at jeg stadigvæk var Henriette, og jeg kunne ikke forstå, hvorfor det var sværere at være sammen med mig nu, fortæller hun om sin sygdomsperiode.

Sammen med diagnosen røg ikke bare håret. Det tyndede også ud i invitationerne fra venner.

- Og det gør jo, at man føler sig begrænset på grund af den her sygdom, som man ikke har lyst til skal begrænse én på nogen måde.

quote Jeg følte mig meget ensom, og jeg kunne ikke rigtigt forstå det.

Henriette Berthel, en del af Fortællerkorpset

Det kræver ikke meget af vennerne

Ensomheden blandt sygdomsramte er ét af de tabuer, som Henriette Berthel er gået ind i Fortællerkorpset for at gøre op med:

- Jeg håber, folk tager med sig hjem, at de ikke er så bange for at være sammen med deres kræftramte ven eller familiemedlem, siger hun.

- At de får indtrykket af, at de ikke skal gøre så meget anderledes, og at det ikke kræver så meget af dem at være sammen med deres ven. Man vil bare rigtig gerne have, at ens gamle venner er der.

Læs tre gode venskabsråd fra Henriette og veninde Mette.

Fortællerkorpset er et pilotprojekt i Region Hovedstaden, støttet af TrygFonden, som løber til og med 2019.

Det næste år bruger man på at få en masse erfaringer, så projektet forhåbentlig kan rulles ud til resten af Danmark. 

Book Fortællerkorpset

Oplægget varer 45 minutter, og det er gratis.

Interesseret? Kontakt Ung Kræft på: 3525 7472/ungkraeft@cancer.dk

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik