Klar sejr til ny S-kandidat

Det blev som ventet storfavoritten Tina Tving Stauning, der bliver den nye spidskandidat for Socialdemokraterne i Frederikssund ved kommunalvalget til næste år.

Med 76 procent af stemmerne - godt tre ud af fire - slog hun modkandidaterne til posten som nuværende borgmester Ole Find Jensens afløser, Kirsten Weiland og Tom Lysgaard, klart ved urafstemningen blandt medlemmerne, der blev talt op i Langes Magasin søndag eftermiddag.

Claus Kuhre, der er formand for Socialdemokraternes Kandidatudvalg, oplyser, at Tina Tving Stauning fik 178 stemmer ud af de 235 gyldige stemmer. Kirsten Weiland fik 30 stemmer, hvilket svarer til 13 procent, mens Tom Lysgaard fik 27 stemmer, hvilket er 11 procent. 17 stemmer var blanke eller ugyldige.

Dermed fik Tina Tving Stauning langt over de 50 procent af stemmerne, der skulle til for at nøjes med én urafstemning blandt medlemmerne, og det glæder den kommende borgmesterkandidat.

Dejligt at få mandat til at arbejde videre

- Jeg er jo supersuperglad for, at det var så klart et resultat. Nu glæder jeg mig til at komme i gang med valget og hele valgprogramarbejdet, som ligger lige for, og som vi er i opstarten af. Det er dejligt at få så klart et mandat til at gå videre, siger Tina Tving Stauning.

Claus Kuhre oplyser, at der var sendt breve ud til 363 medlemmer og 252 kom retur. Det giver en stemmeprocent på 69,4, og det, synes han, er meget højt.

- Det er en dejligt høj stemme procent, og det er jeg glad for, siger Claus Kuhre, der er rigtigt godt tilfreds med hele afstemningsforløbet.

Optællingen af stemmer blev overværet af cirka 40, deriblandt Frederikssund-kredsens nye socialdemokratiske folketingskandidat Malou Lunderød.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik