Kampen mod Uber fortsætter: 44 mennesker tiltalt for piratkørsel

Næsten et halvt hundrede Uber-chauffører skal snart stå foran en dommer, men det imponerer ikke taxibranchen.

44 mennesker er tiltalt for at have kørt piratkørsel i Storkøbenhavn for kørselstjenesten Uber.

Det fremgår af aktindsigter til Københavns Politi og Københavns Vestegns Politi, som Avisen.dk har foretaget. 

Anklagerne mod de 44 bilister kommer i kølvandet på, at der i 2016 faldt domme mod i alt seks Uber-chauffører.

Der er dog ingen grund til at klappe af politiets indsats for at bekæmpe ulovlig Uber-kørsel, mener man i taxibranchen.

- I betragtning af, at Uber selv tidligere har oplyst, at man har op mod 2.000 chauffører, så er 44 tiltalte ikke særligt mange. Jeg håber, at politiet snart begynder at være meget mere aktiv i at få stoppet den ulovlige kørsel for Uber, siger Trine Wollenberg, som er direktør for brancheorganisationen Dansk Taxi Råd, til Avisen.dk.

Lignende kritik lyder fra Søren H. Nicolaisen, som er formand for organsationen Taxiførere i Dannmark.

- Det er meget godt, at politiet ved fartkontroller og andre kontroller tilfældigvis får fat i Uber-chauffører. Men det batter alt, alt for lidt. Der skal en helt anden systematisk indsats til, siger Søren H. Nicolaisen til Avisen.dk.

De 44 tiltalte indgår blandt de i alt 124 personer, som er blevet stoppet af politiet og sigtet for Uber-kørsel, siden tjenesten etablerede sig i Danmark for over to år siden.

Statistikken imponerer på ingen måde Dansk Folkepartis transportordfører Kim Christiansen.

- I betragtning af at der er over 1.000 Uber-chauffører, og at de alle sammen kører ulovligt, så er 124 sigtede alt for få. Politiet bør gøre mere ud af at standse Uber-chauffører, som jo er nemme at spotte i nattelivet i København, hvor de tager mange ture, siger Kim Christiansen til Avisen.dk.

I Københavns Politi har man ikke planer om at gøre mere for at få ram på Uber-chaufførerne.

- Vi fortsætter med vores indsats i forhold til Uber-kørsel på det nuværende niveau. Vi er nødt til hele tiden at vurdere, hvordan vi bruger kræfterne bedst muligt. Og her kommer Uber-kørsel ind blandt alle mulige andre opgaver som for eksempel bevogtning og bekæmpelse af bandekriminalitet, siger Henrik Møller Jakobsen, som er vicepolitiinspektør ved Københavns Politi.

Avisen.dk har kontaktet Uber med en række spørgsmål blandt andet om det stigende antal bøder, og hvad virksomheden råder sine chauffører - såkaldte partnere - til, hvis de er bekymrede for at blive straffet. Men Uber skriver blot tilbage:

- Det er en sag mellem vores partnere og os.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik