Jack må vente to år på behandling mod hovedpine: "Jeg vil ikke kunne holde ud at vente"

To år er i øjeblikket ventetiden på at blive behandlet for invaliderende hovedpine. Center for Hovedpine lover, ventetiderne er nedbragt ved årsskiftet

Har du så ondt i hovedet, at du har brug for behandling, og bor du i Region Hovedstaden, så  skal du væbne dig med tålmodighed. 

I cirka to år.

Så lange er ventetiderne nemlig på Center for Hovedpine på Glostrup Hospital.

quote Når jeg er på arbejde, bliver jeg nødt til at sætte mig ned, fordi jeg ikke kan ret meget

Jack Bennetsen

En af dem, som er ramt af de lange ventetider, er 49-årige Jack Bennetsen.

I august sidste fik han en blodprop i hjernen, og en af bivirkningerne af den, er netop en invaliderende hovedpine, der rammer ham tre til fire gange dagligt.

Derfor var han også lettet, da han den 2. maj fik en indkaldelse til undersøgelse på Glostrup Hospital.

Indtil han så datoen. For han er først indkaldt til konsultation den 22. april 2024 – altså om godt og vel to år.

- Når jeg er på arbejde, bliver jeg nødt til at sætte mig ned, fordi jeg ikke kan ret meget, fortæller Jack Bennetsen til TV 2 Lorry og tilføjer:

- Jeg vil ikke kunne holde ud at vente i to år. Det er jeg alt for ung til.

Mellem 500 og 1000 på venteliste 

Men Jack Bennetsen er langt fra den eneste, der venter på at blive behandlet for sin hovedpine.

På Center for Hovedpine i Glostrup er der nemlig mellem 500 og 1000 på venteliste, anslår direktør Jannick Brennum overfor TV 2 Lorry.

Formand for Migræne og Hovedpineforeningen, Hanne Johannsen, oplyser dog, at det er en landstendens.

Behandlingen af hovedpine og migræne har nemlig længe været underprioriteret i sundhedsvæsenet.  

- Det er ved at løsne sig en lille smule op, fordi der er kommet nogle nye afdelinger, som kan hjælpe patienterne, siger Hanne Johannsen til TV 2 Lorry, og bekræfter ellers Jack Bennetsens oplevelse om en generel ventetid på omkring de to år.

Det er fagcentret og regionen, som har ansvaret for at få ventetiderne ned, og direktør Jannick Brennum så derfor også gerne, at man kom ned på en måneds ventetid.

Han er dog forhåbningsfuld.

- Der er bevilget seks millioner kroner til flere centre, og vi regner med, at vi inden udgangen af dette år eller begyndelsen af næste har fjernet de ventelisterne i regionen, siger Jannick Brennum, som indtil da anbefaler, at man undersøger, om der er andre muligheder for at få behandling.

Det gjorde Jack Bennetsen også, da han fik indkaldelse og kom på en afbudsliste. Men som han konstaterer:

- Jeg tænker ikke, at der er så mange, som melder afbud, hvis de skal vente i to år.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik