Hver fjerde kræftpatient venter for længe på at få behandling i Region H

54 procent af brystkræftpatienterne blev opereret til tiden i Region Hovedstaden i 2021.

I næsten halvdelen af tilfældene bliver brystkræftpatienter ikke opereret til tiden i Region Hovedstaden.

Det viser en ny rapport fra Sundhedsdatastyrelsen, der overvåger, om patienter bliver tilbudt den kræftpakke, de bør, indenfor tidsfristen.

Helt præcist blev 54 procent af brystkræftpatienterne opereret til tiden i Region Hovedstaden i 2021. Til sammenligning lå tallet på landsplan på 63 procent.

Men det er ikke alene i Region Hovedstaden, at det står skidt til. Det gælder også i Region Sjælland.

Som TV 2 Øst fortalte lørdag, er det således blot i 36 procent af tilfældene i Region Sjælland, at brystkræftpatienterne bliver opereret til tiden.

Udvalgsformand ikke tilfreds

Kigger man på det samlede billede på tværs af kræfttyper lever regionerne heller ikke op til deres behandlingstider.

I Region Hovedstaden og Region Sjælland gennemførte henholdsvis 76 procent og 63 procent af kræftpatienterne – uanset behandlingsform og kræfttype - deres forløb inden for de angivne standardforløbstider.

Christoffer Buster Reinhardt (K) er formand for Sundhedsudvalget i Region Hovedstaden. Han forklarer til TV 2 Lorry, at han langt fra er tilfreds med de lange ventetider.

- Jeg er slet ikke tilfreds. Det har meget stor politisk prioritet (at forløbstiderne bliver overholdt, red.), fordi det er vigtigt, at folk har en berettiget forventning om at få god og rigtig hjælp i tide, siger han til TV 2 Lorry.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Kræftpakker

  • Hvis din læge har mistanke om, at du har en kræftsygdom, skal du henvises til et pakkeforløb. Forløbet indledes med en række undersøgelser, der kan vise, om du har kræft. Når du starter i et pakkeforløb, er det altså ikke sikkert, at du har kræft.

  • Regeringen og regionerne er blevet enig om, at der skal være kortere ventetid på at komme i behandling, hvis man mistænkes at have kræft eller har kræft.

  • Retningslinjerne og tidsfristerne i pakkeforløbene gælder i hele landet. Det vil sige, at undersøgelser og behandling kommer til at foregå på samme måde og inden for de samme tidsfrister, uanset hvor i landet man bor.

    Kilde: Kræftens Bekæmpelse, TV 2 Øst

Skandinaviens største brystkræftafdeling

Det er langt fra første gang, at man hører om for lange ventetider blandt brystkræftpatienter i de to regioner i TV 2 Lorrys sendeområde.

Ifølge Christoffer Buster Reinhardt arbejder Region Hovedstaden på at løse problemet både på kortere og længere sigt. 

Et at de tiltag, der skal være med til at nedbringe behandlingstiden, er den nye, samlede afdeling for brystundersøgelser, der blev indviet i sidste uge.

Afdelingen, som hidtil har ligget på Rigshospitalet og Herlev Hospital, er blevet flyttet ind i nyrenoverede lokaler på matriklen i Gentofte. Dermed bliver Gentofte hjemsted for Skandinaviens største enhed for brystdiagnostik og -kirurgi.

Det betyder, at alle former for brystdiagnostik inden for det mamma-radiologiske område samles på én afdeling, herunder både screening og udredning af patienter med symptomer på brystkræft.

Og det er netop et af de greb, som Christoffer Buser Reinhardt håber kan være med til at nedbringe ventetiderne.

- Tallene skal rette sig nu, fordi vi politisk har sat alle sejl til, siger han og fortsætter:

- Der kommer måske en nedgang på grund af flytningen, men når vi har samlet alt og lavet de bedste forudsætninger for behandling, så forventer jeg, at tallene stiger.

Brystkræft er den hyppigste kræftform for kvinder. Hvert år er der cirka 4700 kvinder, der får kræftsygdommen herhjemme.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik