Hovedstadens borgere har mistet 821 millioner kroner i fradrag

Corona påvirkede i 2020 manges arbejdsliv. Og det ses tydeligt i kørselsfradraget, hvor borgere i Region Hovedstaden har "mistet" 821 millioner kroner.

For at mindske coronasmitten opfordrede mange virksomheder sidste år deres ansatte til at arbejde hjemmefra.

Det betød, at mange biler ikke fik den daglige tur fra hjemmet til arbejdspladsen.

Og den ændring kan tydeligt ses i tal fra Skattestyrelsen. De har nemlig registreret et markant fald i kørselsfradraget i 2020.

Størst fald i hovedstaden

Siden 2010 har det samlede årlige kørselsfradrag ellers været støt stigende. Men fra 2019 til 2020 faldt det samlede kørselsfradrag med knap tre milliarder kroner. Det oplyser Skattestyrelsen i en pressemeddelelse, der samtidig påpeger, at faldet er sket som en direkte konsekvens af pandemiens påvirkning af danskernes dagligdag.

Det største fald er sket i Region Hovedstaden. Det fortæller underdirektør i Skattestyrelsen Jan Møller Mikkelsen.

- I Region Hovedstaden har vi registreret et fald på 20 procent fra 2019 til 2020, hvilket svarer til cirka 821 millioner kroner.

Det svarer til, at kørselsfradraget i Region Hovedstaden i gennemsnit er faldet med 1.800 kroner per pendler.

Husk at rette

Med genåbningen af samfundet er flere tilbage på deres sædvanlige plads. Og det betyder, at man igen skal være opmærksom på kørselsfradraget. Man har nemlig ret til kørselsfradrag, hvis man har mere end 12 kilometer til arbejde.

- I takt med at flere og flere danskere igen pendler til og fra arbejde eller måske har fået nyt job eller skiftet arbejde, opfordrer vi til, at man giver feltet for kørselsfradrag opmærksomhed i den kommende forskudsopgørelse, siger Jan Møller Mikkelsen.

Forskudsopgørelsen åbner den 18. november. Her får borgerne mulighed for at tilgå og tilrette deres forskudsopgørelse for 2022. 

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik